Kastede glaskrukke efter betjent – nu skal han otte måneder i fængsel

28-årig mand fra Vejle er idømt otte måneders fængsel for blandt andet grov vold mod en betjent.

En 28-årig mand skal otte måneder bag tremmer for grov vold mod en betjent og for at besidde amfetamin. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 28-årig mand fra Vejle blev i dag ved retten i Horsens dømt for at kaste en glaskrukke efter en politimand fra Sydøstjyllands Politi. Derudover blev han også dømt for indbrud og besiddelse af amfetamin – delvist med henblik på at overdrage det videre. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 28-årige begik sammen med andre gerningsmænd et indbrud 31. juli 2016, og i forbindelse med indbruddet blev han anholdt af Sydøstjyllands Politi.

Næste dag foretog politiet en ransagning på den 28-åriges bopæl i Vejle, hvor der blev fundet ca. 23 gram amfetamin.

– Under ransagningen tog den 28-årige en glaskrukke og kastede den, så den ramte en betjent lige i ansigtet,oplyser anklager fra Sydøstjyllands Politi, Jesper Rubow og fortsætter:

– Den 28-årige mand forklarede dog efterfølgende i retten, at det var et uheld, at han ramte betjenten, og at grunden til, at han kastede glaskrukken, var, at han ville skjule indholdet. Men det gav retten ham ikke medhold i.

Dømt for grov vold

Retten i Horsens fandt nemlig, at den 28-årige var strafferetligt ansvarlig for angrebet, og derfor blev han dømt for grov vold mod politibetjenten.

– Jeg hæfter mig ved, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale et groft angreb mod en politibetjent, der var på arbejde, og derfor er jeg tilfreds med dagens dom, udtaler anklager Jesper Rubow

Straffen blev udmålt til otte måneders ubetinget fængsel, og efter dommen udbad den 28-årige sig betænkningstid.

Powered by Labrador CMS