Kasserer hapser 200.000 fra partikassen

En lokal kasserer er anmeldt for at have stjålet 200.000 fra partikassen. Pressefoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Politianmeldt kasserer i Enhedslisten i Region Syddanmark er mistænkt for at have stjålet 200.000 kroner.

På en ekstraordinær generalforsamling lørdag blev medlemmerne i Enhedslisten i Region Syddanmark orienteret i sagen, der i sommer førte til, at deres kasserer blev politianmeldt for underslæb.

Og det viser sig at være et “ganske betragteligt beløb”, som kassereren har taget fra Enhedslisten, siger partiets kontaktperson i regionen, Charlotte Nørgaard.

– Vi har regnet os frem til, at det er par hundredetusinde kroner. Men sagen ligger jo hos politiet, så de kan efterforske det.

Kasseren har været i partiet “et stykke tid”, men selve underslæbet er foregået det sidste halvandet år, siger Charlotte Nørgaard og fortæller, at kassereren hver måned i den periode har taget et beløb fra kassen.

Vi er kede af det

– Vi er selvfølgelige meget kede af det, der er sket. Men ikke mindst er vi kede af, at en af vores partikammerater har haft det så dårligt, at han kunne finde på at gøre sådan noget.

Underslæbet blevet opdaget i sensommeren i forbindelse med en konstituering af en ny bestyrelse, hvor man opdagede, at der var noget, der ikke stemte.

Herefter lavede man en kontrol af kassebeholdningen.

– Alle medlemmerne i partiet synes, det er en alvorlig situation, men vi synes, vi har tacklet det godt. Og heldigvis er der nu nogle gode venner, der kan hjælpe et menneske i krise. For man gør kun sådan noget, hvis man er krise, tror jeg, siger Charlotte Østergaard.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS