Kassedamerne siger i stigende grad nej tak til kontanter
Teknologien ruller i den grad ind i de danske detailbutikker i disse år i jagten på besparelser og effektiviseringer.
Flere kontantløse kasseapparater vinder indpas i supermarkederne.
Det skriver Søndagsavisen.
Det er især Netto og Fakta, der i mange butikker har én hovedkasse, som tager imod både kort og kontanter, mens andre kasser ikke modtager mønter og sedler.
»Det sparer butikken tid og penge. Kunderne kommer hurtigere gennem kasselinjen, når der ikke skal bøvles med kontanter, og butikken sparer de ekstra omkostninger, der er forbundet med at håndtere kontanter frem for elektronisk betaling,« siger Flemming Birch, ekspert i detailhandel, til Søndagsavisen.
Hos Dansk Supermarked og Coop peger man også på personalesikkerhed som årsag til det stigende antal kontantfrie kasser. Håbet er, at man kan afskrække røverne, hvis der er færre kontanter i butikken.
Det fortsat lovpligtigt for dagligvarebutikker at modtage kontant betaling i Danmark. Men bl.a. erhvervsorganisationen Dansk Erhverv arbejder for, at det principielt bliver muligt for alle erhvervsdrivende at afvise kontanter.