Kasper Hjulmand stopper som landstræner

Efter EM er Kasper Hjulmand nået frem til den konklusion, at landsholdet har brug for ny energi

Kasper Hjulmand førte Danmark til EM-ottendedelsfinalen tidligere på sommeren.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kasper Hjulmands tid som dansk landstræner

Kasper Hjulmand blev landstræner for Danmarks fodboldlandshold i 2020, efterfølgende Åge Hareide hvis kontrakt udløb.

Under Hjulmands ledelse nåede Danmark semifinalen ved EM 2021 og deltog i VM i Qatar, men blev slået ud i gruppespillet.

Hjulmand træder tilbage for at give plads til nye idéer og energi, med Morten Wieghorst som midlertidig landstræner.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kasper Hjulmand er færdig som landstræner for Danmarks fodboldlandshold.

Holdet har brug for ny energi efter EM i Tyskland og den forudgående kvalifikation, er den nu forhenværende landstræner nået frem til i sin evaluering.

Derfor træder han tilbage og overlader roret til Morten Wieghorst, der er midlertidig landstræner frem til årsskiftet.

Kasper Hjulmand overtog landsholdet efter Åge Hareide i 2020.

- Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, som kan skrive et nyt stort kapitel for dette fantastiske hold, og derfor er det bedst, at en anden fører holdet videre.

- Det handler ikke om mig. Det handler om, hvad der er bedst for holdet, siger Kasper Hjulmand.

Overtog efter Åge Hareide

Han blev præsenteret som landstræner i 2020, efter at Åge Hareides kontrakt var udløbet.

Nordmanden skulle egentlig have ført landsholdet gennem EM samme år, men slutrunden blev udskudt til 2021 på grund af coronapandemien, og derfor blev det Kasper Hjulmands opgave.

Det endte som en stor succes, da Danmark nåede semifinalen, hvor England agerede stopklods.

Siden kvalificerede Danmark sig til VM i Qatar, hvor det endte med en stor fiasko og exit allerede efter gruppespillet.

Nåede ottendedelsfinalen

I år nåede Danmark ottendedelsfinalen ved EM, hvor Tyskland blev for stor en mundfuld.

- Kasper har leveret en fantastisk præstation som landstræner og har rykket dansk fodbold og landsholdet på en lang række områder, siger fodbolddirektør Peter Møller.

- Hans resultater for en nation som Danmark er helt i top, og han har en kæmpe andel i, at danskerne står i kø for at komme ind og se Herrelandsholdet spille i Parken hver eneste gang. Det er en stor dansk landstræner, vi siger farvel til og skylder en kæmpe tak, siger Møller.

Kasper Hjulmand nåede 54 kampe som dansk landstræner.

Powered by Labrador CMS