Kasper Dolberg og Jens Stryger starter inde

En skade hos Yussuf Poulsen og sygdom hos Daniel Wass giver plads til Kasper Dolberg og Jens Stryger Larsen

Danmarks første målscorer mod Rusland, Mikkel Damsgaard, er atter blandt starterne, når Danmark lørdag aften spiller EM-ottendedelsfinale mod Wales i Amsterdam.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at have spillet med den samme holdopstilling to kampe i træk har landstræner Kasper Hjulmand lavet to ændringer til EM-ottendedelsfinalen mod Wales.

Her får Kasper Dolberg chancen i Danmarks angreb på grund af en skade til Yussuf Poulsen, mens Jens Stryger Larsen erstatter en sygdomsramt Daniel Wass.

I den første gruppekamp mod Finland startede Danmark i en 4-3-3-formation, men har siden primært spillet 3-4-3 eller 3-5-2, og Kasper Hjulmand holder fast i trebackkæden mod Wales.

Samtidig er kometen Mikkel Damsgaard atter er blandt Danmarks tre forreste på banen. Den 20-årige tekniker fra Jyllinge skal forsøge at sætte frontløberne Martin Braithwaite og Kasper Dolberg i scene.

Opstillingen:

Danmarks opstilling mod Wales er følgende:

Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Jannik Vestergaard - Jens Stryger Larsen, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Joakim Mæhle - Martin Braithwaite, Kasper Dolberg, Mikkel Damsgaard.

De to højrebenede wingbacks, Jens Stryger Larsen og Joakim Mæhle, også have byttet plads.

Ud over fraværende Christian Eriksen er skadede Daniel Wass og Yussuf Poulsen sorteret fra Danmarks kamptrup. Det giver plads til Anders Christiansen og Nicolai Boilesen i kamptruppen.

Danskere i overtal

De danske fans kommer til at være i klart overtal på Johan Cruijff Arena i Amsterdam. Mindst 4400 ud af de op til 16.000 tilskuere vil være danskere, men det reelle antal danskere på lægterne er formentlig langt højere.

Til gengæld vil der været få walisere, da walisere har fået forbud mod indrejse af de hollandske myndigheder.

Vinderen af opgøret spiller kvartfinale lørdag i næste uge i Baku. Her vil modstanderen være vinderen af opgøret mellem Holland og Tjekkiet.

Sådan er det gået Danmark i knockout-kampene ved VM- og EM-slutrunderne

EM:

1984: Danmark taber til værtsnationen Frankrig i gruppespillet, men bliver nummer to i puljen. Der er kun otte hold med - fire går videre. Så i semifinalen møder vi Spanien. Kampen ender 1-1 i ordinær spilletid og skal afgøres i straffesparkskonkurrence. Her er Preben Elkjær den eneste, der brænder, og det betyder, at vi ryger ud. Da man ikke spiller om bronze i 1984, bliver Danmark delt 3'er med Portugal.

1992: Det år er der sikkert rigtig mange danskere, der husker. Efter at have slået franskmændene i sidste spillerunde i gruppespillet går vi videre på en andenplads bag værterne fra Sverige. Vores semifinale mod Holland skal ud i straffesparkskonkurrence, og denne gang er vi bedre end i 1984. Kim Christofte sparker det sidste spark, der sender os i finalen. Her slår vi Tyskland med 2-0. Det er Danmarks eneste sejr ved en EM- eller VM-slutrunde nogensinde.

2004: Denne gang var 16 hold kvalificeret til slutrunden i Portugal. Danmark bliver 2'er i sin pulje og møder Tjekkiet i kvartfinalen. Her taber vi stort med 0-3.

VM:

1986: Danmark vinder alle sine tre puljekampe og skal møde Spanien i ottendedelsfinalen. Jesper Olsen bringer os på 1-0, men forærer spanierne målet til 1-1. Danmark taber 1-5.

1998: Vi bliver nummer to i puljen, hvor vi taber til værterne fra Frankrig. I ottendedelsfinalen smadrer vi Nigeria med 4-1 og møder Brasilien i kvartfinalen. Her taber vi en meget lige kamp med 2-3.

2002: Danmark bliver nummer et i puljen, hvor vi blandt andre slår de forsvarende verdensmestre fra Frankrig. Desværre løber vi ind i et engelsk landshold, der er langt bedre. Vi taber 0-3.

2018: Her bliver vi nummer to i puljen, hvor vi vinder over Peru og spiller uafgjort med Australien og de senere verdensmestre Frankrig. I ottendedelsfinalen mod Kroatien kommer vi foran efter to minutter. Kroaterne udligner og kampen går hele vejen til straffesparkskonkurrence. Her brænder både Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen, og Danmark ryger ud til de senere sølvvindere. 

Powered by Labrador CMS