Karakterkrav kan dømme unge til kontanthjælp
Unge, der ikke har høje nok karakterer, risikerer at ende i ingenting, da der ikke er nogen vej – andet den kontanthjælp – at gå.
En gruppe unge risikerer at måtte sejle deres egen triste sø, når erhvervsuddannelserne til sommer smækker døren for dem, der ikke kan mønstre karakteren to i dansk og matematik, eller som har fået prædikatet “uegnet”.
Det frygter formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau, der kalder det “den værste form for “silo-tænkning” man kan forestille sig,” når man i Beskæftigelsesministeriet vil have unge i job eller uddannelse, mens man i Undervisningsministeriet gør det sværere at komme ind på erhvervsuddannelserne.
– Man har lavet hver sin reform uden at koordinere. Med kontanthjælpsreformen insisterer man så meget på, at unge skal i uddannelse, at man ligefrem indfører økonomiske incitamenter, der sender folk ned under fattigdomsgrænsen. Man bruger i den grad pisken. Samtidig lægger man i et andet ministerium barrierer ind for de unge, siger Majbrit Berlau til Avisen.dk.
Avisen.dk kan i dag fortælle, at cirka 5.500 af de unge, der normalt søger ind på erhvervsuddannelserne, til sommer vil blive afvist, fordi deres karakterer ikke er gode nok. 2.500 af dem unge skal så samles op af Den Kombinerede Ungdomsuddannelse, som er et nyt tilbud, der endnu ikke er færdigstrikket. Men hvor skal resten gå hen, spørger flere kilder i dag.
Skrækscenariet er, at de ryger på kontanthjælp og gradvis bliver mere og mere modløse hjemme i sofaen, siger Majbrit Berlau.
– Den værst tænkelige situation er, at vi får unge, der kommer til at leve i årevis på meget lave ydelser. Så havner de i fattigdom. Fattigdom over længere tid skaber en demotiveret livssituation, det ved vi. Det skaber apati, og så har vi et 22-årigt ungt menneske, som det bliver rigtig svært at få videre, siger hun til Avisen.dk.