Kaos tilstande: Nu får det konsekvenser
Asian Cup, som er Asiens pendant til EM, bliver flyttet væk fra Kina, som er ramt af coronapandemien
Mens coronapandemien fylder nærmest intet i Danmark, er situationen markant anderledes i Kina, og det får nu nye konsekvenser.
Kina har således opgivet værtskabet af Asian Cup, de asiatiske fodboldmesterskaber, i 2023. Det oplyser Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) på sin hjemmeside lørdag.
Årsagen er de ekstraordinære omstændigheder, som coronapandemien i øjeblikket medfører i Kina, lyder det.
Stadions renoveret
Kina blev tildelt værtskabet i 2019 og har taget flere skridt i forberedelserne til mesterskaberne.
Blandt andet er flere stadioner blevet opført eller renoveret. Men arenaerne kommer altså ikke i brug ved Asian Cup.
Asian Cup bliver ligesom VM og EM afviklet hvert fjerde år. 24 asiatiske landshold skulle have spillet i ti kinesiske byer i juni og juli næste år.
Ingen afløser endnu
Historien melder endnu intet om, hvem der skal være vært for Asian Cup i stedet for Kina.
- Yderligere detaljer om de næste skridt relateret til værtskabet af Asian Cup vil blive annonceret senere, lyder det fra AFC.
Asian Cup er ikke den første sportsbegivenhed, der bliver påvirket af Kinas forsøg på at tackle coronapandemien.
Tidligere på måneden blev Asian Games, verdens næststørste sportsbegivenhed, rykket fra i år til næste år, fordi Kina er vært.