Kaos på motorvej: Fem kvæstede og bil på taget
En bil er endt på taget og fem personer er kvæstede ved en alvorlig ulykke på Øresundsmotorvejen fredag eftermiddag
Politi og redningsfolk er lige nu massivt til stede ved Øresundsmotorvejen, hvor der fredag eftermiddag er sket en alvorlig trafikulykke.
En bil er endt på taget og fem personer er kvæstede, oplyser Hovedstadens Beredskab på Twitter.
Ulykken er sket på Amager i retning mod Sverige lidt før indkøbscenteret Fields.
Vagtchefen ved Københavns Politi afviser at oplyse yderligere om ulykken til Newsbreak.dk, men henviser til politiets Twitter-besked. Her oplyser politiet, at der kun er et køretøj involveret i ulykken.
Det højre spor er spærret efter ulykken, men politiet oplyser, at trafikanter kan køre forsigtigt forbi stedet.
Tilkørsel spærret
Tilkørslen til motorvejen fra Sjællandsbroen i Retning mod Sverige er spærret. Tilkørslen er formentlig spærret på grund af soloulykken.
Opdatering klokken 18.28: Der er nu åbnet for trafik på både tilkørslen og alle spor på motorvejen igen.
Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at der var sket to ulykker. Der er dog kun tale om en enkelt ulykke. Vi beklager fejlen.