Kanye West sagsøgt for misbrug
Ifølge Donna Summers bo har Kanye West og Ty Dolla Sign brugt en af hendes sange, selv om de havde fået nej.
Boet for den afdøde amerikanske sangerinde Donna Summer har tirsdag lagt sag an mod rapstjernen Ye, der førhen var kendt som Kanye West.
Han anklages for at have misbrugt hendes hit "I Feel Love" fra 1977 på sit nye album.
Ifølge anklagen bruger Ye og sangeren Tyrone Griffin, kendt under kunstnernavnet Ty Dolla Sign, "øjeblikkeligt genkendelige" dele af hendes sang i nummeret "Good (Don't Die)" på deres fælles album "Vultures 1".
Var blevet afvist
Det sker ifølge anklagen, efter at boet eksplicit havde afvist, at de to kunstnere måtte sample sangen.
Repræsentanter for Ye og Ty Dolla Sign er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelser om en kommentar.
En advokat for Donna Summers bo siger, at man vil "lade anklagen tale for sig selv."
Mest sælgende
Donna Summer døde i 2012 af kræft i en alder af 63 år. Hun var kendt som dronningen af disko i 1970'erne.
Ye og Ty Dolla Sign udgav "Vultures 1" den 10. februar. Ifølge Billboard er det aktuelt det mest sælgende album i USA.
Den 3. februar skal Donna Summers bo, ifølge boet, havde modtaget anmodningen fra de to rappere om, at de ønskede at sample "I Feel Love".
Tager afstand fra ham
Den anmodning siger boet altså, at det afviste.
- Summer-boet har ikke kun overvejet den enorme kommercielle værdi af "I Feel Love", men også den mulige forringelse af Donna Summers eftermæle, lyder det i anklagen.
- West (Ye, red.) er kendt som en kontroversiel offentlig person, hvis opførsel har fået adskillige virksomheder og forretningspartnere til at tage afstand fra ham.
Hyldede Hitlter
Ye, som officielt ændrede sit navn fra Kanye West i 2021, har ytret en række kontroversielle udtalelser, der af flere er blevet kaldt antisemitiske.
Den 46-årige rapper har tidligere hævdet, at underholdningsbranchen i USA er kontrolleret af jøder, og i et interview i 2022 hyldede han Adolf Hitler.
Sendte undskyldning
Udtalelserne førte blandt andet til, at hans samarbejde med den tyske virksomhed Adidas blev afsluttet.
Også den amerikanske tøjgigant Gap kappede sine bånd til rapperen.
I december udsendte musikeren en undskyldning, som var skrevet på hebraisk.
Diskodronningens bo anmoder om økonomisk erstatning, og om at Ye og Ty Dolla Sign får permanent forbud mod at "krænke Summers ophavsret".