Kanye er fuldstændig væk
Rapperen tidligere kendt som Kanye West hedder nu officielt Ye. Navneændringen har været længe undervejs
Verdensstjernen Kanye West har officielt skiftet navn.
En dommer har nemlig godkendt den juridiske navneændring, skriver mediet Deadline ifølge nyhedsbureauet dpa.
44-årige Kanye West hedder således ikke længere Kanye West, men Ye.
Kanye Omari West, som den amerikanske rapper er døbt, anmodede i august om at skifte navn til Ye. I ansøgningen angav han "personlige grunde" som årsag.
Navneændringen har været længe undervejs.
Bibelsk navn
I 2018 tweetede han, at han "tidligere var kendt som Kanye West".
- Jeg er Ye, skrev han.
I 2018 udgav han desuden albummet "Ye".
- Jeg mener, at "Ye" er det mest brugte ord i biblen, fortalte Kanye West i et interview i 2018.
- I biblen betyder det "dig". Så jeg er dig. Det er os.
Rapperen forklarede videre, at "det er en afspejling af vores gode, vores dårlige, vores forvirrede - alt".
- Det er mere en afspejling af, hvem vi er som væsener, fortalte han.
Ye har selv offentligt fortalt, at han er bipolar.
Psykisk sygdom
I sommeren 2020 gik han til tasterne på Twitter, i det nogle ville beskrive som et raserianfald.
Her kaldte han blandt andet sin hustru Kim Kardashians mor, Kris Jenner, for "Kris Jong-Un" som parallel til Nordkoreas egenrådige leder, Kim Jong-un.
Han skrev også, at familien havde forsøgt at få læger til at hjælpe ham, og at han havde forsøgt at blive skilt fra Kim Kardashian.
Siden forsvarede Kim Kardashian sin mand i et længere Instagram-opslag, hvor hun understregede, at han er bipolar.
Opsigtsvækkende udmeldinger
I februar kom det frem, at det celebre par skulle skilles efter knap syv års ægteskab. Således meddelte en talsperson for Kim Kardashian ifølge TMZ, at realitystjernen officielt havde indgivet en skilsmissebegæring.
Kunstneren, som altså engang hed Kanye West, er en prisbelønnet musiker, men har de seneste år også markeret sig gennem opsigtsvækkende, politiske udmeldinger.
Han førte blandt andet kortvarigt kampagne for at blive USA's næste præsident.
Ye har også skabt modemærket Yeezy, der ifølge Forbes er mindst 1,26 milliarder dollar værd - godt otte milliarder kroner.