Kaniner falder om i hobetal: Dødelig virus hærger

En dødelig virus gør et voldsomt indhug i bestanden af kaniner på den ellers kaninfyldte-ø Endelave.

Offentliggjort Sidst opdateret

På Endelave, der er kendt for sine mange vilde kaniner, er der opstået et akut problem. En dødelig virus er nemlig i omløb blandt de pelsede beboere, og det laver et svært indhug i bestanden. Forskere er ved at fastlægge, hvilken virus der er tale om, men det formodes – blandt andet på grund af undersøgelser fra Danmarks Teknologiske Institut (DTU) – at der er tale om såkaldt viral haemorrhagic disease (VHD).

Det anslås, at omtrent 80 procent af det samlede antal kaniner er ramt af virussen, og det kan vise sig at blive et problem for øen, der er et yndet udflugtssted for jægere. Det spår i hvert fald Jens Laurits Olsen, der er formand for beboerforeningen på øen i Kattegat.

– Vi kan risikere at miste omsætning på øen, for er der ingen kaniner at jage, kommer jægerne ikke, siger han til Newsbreak.dk, men påpeger dog, at de vilde harer fortsat trives og altså ikke smittes af VHD. Alligevel er der dog fundet harer på øen, der ligeledes er faldet om – og delvist fortæret af andre dyr, som ovenstående billede tydeligt viser.

Falder døde om

Kaninerne lider en lidt speciel død, og allerede da offentligheden første gang via Facebook blev opmærksom på den farlige kaninsyge blev der spekuleret i, at det netop skyldtes VHD. Dyrene, der er smittet med virussen, falder nærmest pludseligt døde om. Både i mark og eng, men beboerformanden har dog primært lagt mærke til, at kaninerne dør i deres huler.

– Og det lugter altså ganske fælt, når de ligger dernede og går i forrådnelse.

Det er ikke så mange år siden, at Endelaves kaniner sidst var hårdt ramt af sygdom. I 2013 åd kaninpest sig ind på omkring 2000 kaniner blot et år efter, at øen var ved at blive overfyldt af de vilde pelsdyr. Denne gang er der dog formodentlig ikke tale om kaninpest, og derfor er sagen noget anderledes.

– Vi har oplevet det før, at kaniner falder døde om, men da udlignede bestanden sig igen. Denne gang ved vi ikke, hvad resultatet bliver, fordi vi ikke kender omstændighederne eller virussen, fortæller Jens Laurits Olsen.

Undersøgt af veterinærenhed

Som et forsøg på at få klarlagt, hvad der rent faktisk sker med kaninerne, har en lokal beboer frosset et par af de døde dyr ned og bragt dem til den lokale afdeling af Naturstyrelsen. Herfra er de sendt til DTUs veterinærinstitut, hvor  dyrlæge Gitte Larsen har undersøgt kaninerne.

Kaninernes lever, lunger, milt og hjerte er blevet undersøgt, og det er nu fastslået, at der er tale om VHD-virussen, men ikke hvilken type – der er to. Derfor er prøver af kaninenes levervæv sendt til Statens Veterinärmedicinska Anstalt i Sverige, der barsler med et svar.

– Indtil jeg ser det, tør jeg ikke gisne om, hvilken type VHD, der har ramt kaninerne på Endelave, siger Gitte Larsen, i en meddelelse på Facebook-siden Kaninen Katrine fra Endelave. Dyrlægen tør heller ej gætte på, hvordan dyrene er blevet smittet.

Over for TV2 Østjylland fastslår formanden for øens jagtforening, at det er vigtigt, at turister ikke fragter kaniner til fastlandet, da virussen er yderst smitsom. Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få en kommentar fra Benny Rasmussen, som han hedder. Han er på jagtferie.

Powered by Labrador CMS