Kan skumme overdrevent over: Producent trækker kendt øl tilbage
Fødevarestyrelsen bringer en skuffende meddelelse til folk, der nærer en forkærlighed for Pokal øl.
Fødevarestyrelsen bringer i dag en pressemeddelelse, hvori det meddeles, at Coop kalder to varianter af økologiske Pokal øl tilbage fra hylderne.
Det sker på grund af et for højt indhold af CO2 i flaskerne.
Det høje indhold af CO2 gør, at trykket i flaskerne er for højt. Derfor kan flaskerne overbruse voldsomt ved åbning.
Øllet er produceret af Braunstein, og indehaver Claus Braunstein fortæller, at der slet og ret er tale om en menneskelig fejl.
– Der er tilført for meget CO2 under flaskningen, siger Claus Braunstein, der samtidig kan oplyse, at problemet vedrører i alt 3000 flasker.
Sker kun med varm øl
Problemet opstår kun, hvis man åbner øllet, mens det er varmt.
– Åbner man den fra køleskabet, er der ingen problemer. Og det, der sker er rimelig udramatisk, det er ikke farligt, siger Claus Braunstein. Han understreger dog også, at det er i hans interesse, at forbrugerne får den bedst mulige oplevelse med de øl, hans virksomhed producerer, og derfor kaldes de 3000 flasker altså tilbage igen.
Fejlen blev opdaget under en kvalitetstest, og Claus Braunstein oplyser, at procedurerne bliver rettet til, så fejlen ikke sker igen en anden gang.
Det drejer sig om følgende øl:
Økologisk Pokal Pilsner, 50 cl
EAN: 5704048901972
Bedst før dato: 26/04/2017
Økologisk Pokal Rød lager, 50 cl
EAN: 5704048901996
Bedst før dato: 02/05/2017
Øllene er solgt i Coops butikker over hele landet, og Fødevarestyrelsen anbefaler, at du kasserer de købte øl, eller leverer dem tilbage, hvor de er købt.