Kan man egentlig stole på dem?
Borgere, der lader sig pcr-teste i Taastrup de næste dage, får også tilbudt en hurtigtest i forskningens navn.
Et dansk forskningsprojekt sammenligner pålideligheden af prc-test og hurtigtest. Det skriver Region Hovedstaden på sin hjemmeside.
Fra 26. december har alle borgere, der har bestilt tid til en pcr-test i testcenteret i Taastrup, også fået tilbudt en hurtigtest.
Muligheden for at blive testet med begge test fortsætter frem til 30. december.
Resultatet skal gøre forskerne klogere på kvaliteten og værdien af de to testmetoder.
Det fortæller Freddy Lippert, der er læge og direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.
– Det er en supersimpel videnskabelig undersøgelse, som vil give et rigtig godt svar.
– Jeg forventer, at vi på baggrund af resultaterne kan kvalificere anbefalingerne til, hvilke borgere der bør tage de forskellige test, siger Freddy Lippert.
Håber på snarligt resultat
Han håber, man kan offentliggøre resultatet af forskningen i starten af det nye år.
Der har været stor diskussion om pålideligheden ved hurtigtest. I de tilfælde, hvor de giver et positivt svar, kan man regne med at være smittet. Usikkerheden gælder, når lyntesten giver et negativt svar.
Mens et fransk studie har vist en træfsikkerhed på 50-60 procent, har et studie fra Schweiz vist en træfsikkerhed ved 85 procent af svarene.
Claus Nielsen, der er afdelingschef i afdelingen Virus & Mikrobiologisk Specialdiagnostik hos Statens Serum Institut, sagde i sidste uge, at hans bedste bud på træfsikkerheden på en lyntest er 70-80 procent.
– Man får et forskelligt svar, afhængig af hvem man tester. Antigentest er væsentligt mindre følsomme end pcr-test. Det er indiskutabelt, sagde han.
Sikkerheden er omkring 98 procent for de pcr-test, der bruges i det offentlige.
Skal bruges internationalt
Når det danske projekt er færdigt, er det ikke kun danske forskere, projektet skal gøre klogere, fortæller Freddy Lippert.
– Vi forventer, at det bliver publiceret i et internationalt tidsskrift. Det vil sige, at andre samfund og læger vil få gavn af vores erfaringer, siger han.
Man håber på at undersøge 4000 personer med begge test i løbet af de fem dage.
Siger man ja til tilbuddet, vil man få svar på begge test.
Det er den sydkoreanske hurtigtest “Standard Q covid-19 AG” fra selskabet SD Biosensor, som man tester de 4000 personer med.
Det er den hurtigtest tre ud af de fire private leverandører, som regeringen har indgået aftaler med, bruger.
De tre leverandører er Falck, SOS International og Copenhagen Medical.
Projektet er et samarbejde mellem Rigshospitalets Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Statens Serum Institut, og Region Hovedstadens Akutberedskab.