Kan ikke få erstatning efter ulykke
Firmaet bag forlystelsen Cobra gik konkurs i 2011. Nu har Tivoli Friheden intet sted at rette et krav hen
Tivoli Friheden, som siden torsdag har været lukket efter en dødsulykke i forlystelsen Cobra, vil ikke kunne rejse en erstatningssag mod producenten af Cobra.
Det siger forlystelsesparkens direktør, Henrik Ragborg Olesen.
- Producenten eksisterer ikke længere. Uden at vide meget om det kører de måske videre i et andet navn, men det firma, vi lavede en kontrakt med i sin tid, eksisterer ikke. Så vi har ingen mulighed længere, forklarer han.
Ulykke første år
Det er den italienske forlystelsesvirksomhed Sartori Rides, der har lavet Cobra.
Da rutsjebanen blev lanceret i Tivoli Friheden i 2008, hed virksomheden Sac Sartori.
Samme år skete en ulykke i rutsjebanen, da en vogn faldt af, og fire personer kom til skade.
Efterfølgende forsøgte Tivoli Friheden at rejse et erstatningskrav på op mod 15 millioner kroner mod producenten. Men forlystelsesparken måtte opgive det, da Sac Sartori lod sig gå konkurs i 2011. Det skriver Århus Stiftstidende.
Problematisk samarbejde
Virksomheden genopstod senere under det nuværende navn, Sartori Rides.
Samarbejdet med virksomheden har dog langtfra været uproblematisk.
Eksempelvis måtte de aksler i vogntoget, der var problemer med, produceres af det danske jernstøberi Sabro A/S, fordi Sac Sartori ikke kunne producere nogle, der levede op til de strenge godkendelseskrav.
På spørgsmålet om, hvorvidt Tivoli Friheden denne gang har set på mulighederne for at åbne en sag mod producenten, svarer Henrik Ragborg Olesen:
- Vi gjorde det dengang i 2008, og i den forbindelse gik selskabet, som vi har købt Cobra af, konkurs. Det betyder, at vi ikke har noget sted at rette et eventuelt krav hen.
Gik konkurs
Ifølge Århus Stiftstidende havde det tidligere Sac Sartori eksisteret siden 1962, inden det gik konkurs i 2011. På Sartori Rides hjemmeside står der dog, at Sartori Rides også har eksisteret siden 1962.
Det er hverken lykkedes avisen eller Ritzau at få kontakt til virksomheden.
Tivoli Friheden har efter de to ulykker besluttet at skrotte Cobra helt.
Skal undersøges
I øjeblikket har parken overdraget vogntoget til Teknologisk Institut, som står for de tekniske undersøgelser.
Resultatet af undersøgelsen og årsagen til ulykken i sidste uge kendes ikke endnu.
Hvad der efterfølgende skal ske med den milliondyre og tonstunge konstruktion ved direktør Henrik Ragborg Olesen endnu ikke.