Kan hjælpe millioner: Første nye medicin mod frygtet sygdom i 60 år

En ny malariapille er blevet godkendt i USA - for første gang i mere end 60 år

Produktet bliver i første omgang lovligt i USA, men forventes udbredt. (Foto: Arkivfoto/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

8,5 millioner mennesker bliver hvert år syge af tilbagevendende malaria. Sygdommen hviler i leveren – og kan vende tilbage flere gange i løbet af et liv.

Men det kan den nye pille – tafenoquine – forhåbentlig sætte en stopper for. Ifølge BBC kalder forskere arbejdet med den nye pille for “en enestående præstation”.

Tilbagevendende malaria er den mest udbredte form for malaria uden for Afrika, og smitter gennem virussen plasmodium vivax. I Danmark bragte næsten 100 mennesker malaria hjem fra ferier i 2017.

Skyller parasitten ud

Især børn er udsatte ved sygdommen. Det samme myggestik kan give malaria i flere omgange, så de kommer bagud i skolen og bliver svagere fra gang til gang.

Når sygdommen genopstår i kroppen, gør det også, at nye myg kan smitte. Bliver man stukket af en myg, når parasitten er i udbrud igen, bliver den nye myg også inficeret.

Det gør, at sygdommen er svær at udslette.

Men det nye lægemiddel, tafenoquine, kan få malaria-parasitten ud af sit gemmested i leveren. Ved en enkelt dosis skylles malaria-parasitten ud af sit gemmested i leveren, og den tilbagevendende sygdom forsvinder.

Usikre bivirkninger

Det nye middel er ikke bare et nyt vidundermiddel. For det er ikke uden bivirkninger.

Den farligste bivirkning er, at det kan give alvorlig blodmangel ved folk, der mangler et bestemt enzym. Problemet er, at i de ofte fattige områder, malaria er udbredt i, kan det være svært at få foretaget en test for det manglende enzym.

Også folk med psykiske sygdomme kan opleve bivirkninger ved tafenoquine.

Men alligevel opvejer alt det gode langt det dårlige. Det mener professor Ric Price fra Oxford Universitet i hvert fald:

– Muligheden for at komme af med parasitten i leveren ved bare en enkelt dosis er en enestående præstation, og i mine øjne er det klart et af de største skridt i bekæmpelsen af malaria de seneste 60 år, siger Ric Price til BBC.

Powered by Labrador CMS