Kan han blive verdens bedste?

Efter otte måneders træning er dansk Geranium-kok klar til europæisk kokkedyst i Estlands hovedstad Tallinn.

Ronni Mortensen, kok og souschef på Michelin-restauranten Geranium i København, er her i gang med træningen forud for de europæiske mesterskaber i Bocuse d’Or. Foto: Stine Christiansen/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Han har øvet sig i otte måneder på at lave den samme ret.

Men torsdag er det alvor, når souschef og kok Ronni Vexøe Mortensen fra restaurant Geranium deltager i kokkekonkurrencen Bocuse d’Or.

Det er de europæiske mesterskaber i konkurrencen, der finder sted i den estiske hovedstad Tallinn, og som kan give adgang til VM i Lyon i 2021.

– Vi har brugt otte måneder på det her, hvor vi er gået i gang klokken 09.30 om formiddagen og gået hjem efter midnat.

– Det har været sindssygt hårdt, men også en fed proces, siger Ronni Vexøe Mortensen.

Han skal forsvare de danske farver sammen med sin assistent Sebastian Holberg Svendsgaard.

En velsmagende ret med rødtunge og kongekrabbe sikrede ham rollen som Danmarks repræsentant ved kokkekonkurrencen.

Europamesterskaberne skulle have været afholdt tidligere på året, men som med så meget andet fik coronasituationen vendt op og ned på det.

Flere corona-afbud

Fire lande har meldt afbud grundet corona, og der er nu 16 lande, som dyster om 10 pladser i finalen i Lyon.

Coronaen betyder også, at der er begrænset adgang for tilskuere til konkurrencen.

– Det giver lige ti procent ekstra til konkurrencen, når man kan høre folk heppe.

– Det må vi så undvære i år, siger den 33-årige kok og souschef med kæreste og to børn.

Han har tidligere været med til konkurrencen som assistent.

Første gang var i 2007, hvor han sammen med chefkok Rasmus Kofoed vandt sølv. I 2009 var han assistent for Jasper Kure.

Når det danske hold går i aktion torsdag formiddag, skal de trylle med råvarer som estisk ålemalle og estisk vagtel.

Kåres fredag

Råvarerne er givet på forhånd, og så er det op til deltagerne at sætte deres præg på retterne med den rette garniture og sauce.

– Jeg vil tro, jeg har lavet de her retter 60-80 gange hjemme i træningskøkkenet.

– Jeg har ro i maven. Vi bliver ikke mere klar end nu, siger Ronni Mortensen.

Han ser kokkekonkurrencen som et lyspunkt i en ellers svær tid for restaurationslivet.

– Mange bløder i de her dage, både i Danmark og i udlandet.

– Så er det vigtigt, at der er et lille lyspunkt i form af den her konkurrence. Så det hele ikke bare går i stå, siger han.

Dommerne, der blandt andre tæller Francis Cardenau fra Danmark, kårer vinderne fredag eftermiddag.

Powered by Labrador CMS