Kampklar Kessler venter på nyt ved telefonen

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Mikkel Kessler håber fortsat på, at det bliver Carl Froch, han skal møde i sin næste kamp.

Men spørgsmålet er dog, om den danske boksestjerne får endnu en chance for at udveksle slagserier i ringen mod den engelske verdensmester.

Det er nemlig udaftil fortsat helt uafklaret, hvem han møder i sin kamp nummer 50. Således har Mikkel Kesslers tyske promotor, Kalle Sauerland, lovet, at han har en aftale på plads med en mostander, før september skifter til oktober.

Men indtil videre har der ikke været meget at skrive hjem om, og imens den tyske promotor forhandler, sidder Mikkel Kessler spændt og venter på nyt hjemme i København.

– Jeg sidder ved min telefon og håber, at der snart sker noget. Jeg vil have en stor kamp, en afgørende en mod Carl (Froch, red.), siger Mikkel Kessler til boksemagasinet Ringside.

Carl Froch har de seneste måneder ikke haft den store lyst til at melde noget ud om, hvorvidt han ønsker en tredje kamp mod Mikkel Kessler.

Den 35-årige dansker erkender da også, at han ikke ved, om det er muligt at lave endnu en kamp mod Carl Froch. Men han giver klart udtryk for, at det er englænderen, han allerhelst vil møde.

– Jeg ved ikke, om han vil møde mig, men hvem vil han så bokse mod? Selvfølgelig kunne en mod Andre Ward også være stort. Jeg ved, at jeg tabte min seneste kamp, så derfor siger jeg til alle, at jeg vil have den fyr (Froch, red.). Selvfølgelig vil jeg gerne møde Carl, det er mit største ønske, siger Mikkel Kessler.

Powered by Labrador CMS