Kampklædte betjente indtog Ballerup: Nu afsløres årsagen

Københavns Vestegns Politi har i dag haft betjente ude og efterforske flere forskellige adresser.

Kampklædte betjente og mere almindeligt påklædte kolleger har i dag taget del i en stor aktion i Ballerup. Foto: Local Eyes.
Offentliggjort Sidst opdateret

En stor politiaktion i Ballerup fandt i dag sted fordi, man fra politiets side efterforskede en sag om mulig frihedsberøvelse og mishandling. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Da Newbreak.dk tidligere i dag talte med kommunikationsmedarbejder ved Københavns Vestegns Politi, Claus Buhr, var der ikke megen information at hente.

– Det er ikke noget, jeg kan kommentere på nu, sagde Claus Buhr til Newsbreak.dk. Han henviste til vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Lars Guldborg, men heller ikke han havde meget at fortælle Newsbreak.dk om sagen, der har omfattet to områder i Ballerup.

Således har der både været betjente til stede i Hedeparken og ved en ejendom i Bagsværd, hvor rockergrupperingen Satudarah holder til. På spørgsmålet om, hvorvidt de to efterforskninger hang sammen med samme sag, svarede vagtchefen.

– Det kan meget vel være, at de gør det.

Borgere skal ikke være bekymrede

Lars Guldborg fortalte også Newsbreak.dk, at der ingen grund var til bekymring blandt de borgere, der bor i de områder, politiet har haft kampklædte betjente tilstede i.

– Det er ikke farligt for beboerne. Og det har ikke noget med Christiania at gøre, sagde Lars Guldborg til Newsbreak.dk.

Se flere indslag fra døgnets begivenheder hos Localeyes.dk.

Aktionen startede 03.00

Ifølge Ekstra Bladet rykkede betjentene ud tidligt mandag morgen. Allerede klokken 03.00 skulle der være aktivitet ved Hedeparken.

– Der er masser af politi. De har været her siden klokken 3 i morges. Jeg opdagede dem klokken 5 i morges, fortalte en mand, som kører varevogn og bor i området, Ekstra Bladet.

I pressemeddelelsen, der er sendt ud fra Københavns Vestegns Politi, oplyses det altså, at sagen handler om frihedsberøvelse og mishandling:

“Københavns Vestegns Politi har i dag gennemført en større politiaktion i Ballerup i forbindelse med en sag om mulig frihedsberøvelse og mishandling af en yngre mand fra det kriminelle miljø på Vestegnen. På grund af fortsat efterforskning, kan politiet ikke kommentere sagen yderligere for nuværende.”

 

Powered by Labrador CMS