Kamphund angriber betjente under anholdelse: Trækker pistol og skyder den

Under en anholdelse af en eftersøgt mand i det vestlige Aarhus blev en kamphund pudset på betjentene.

En kamphund er blevet skudt og dræbt af politiet i det vestlige Aarhus søndag aften i forbindelse med det, politiet betegner som en kaotisk anholdelse. Foto: Www.colourbox.com/arkiv/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

En kamphund er blevet skudt og dræbt af politiet i det vestlige Aarhus søndag aften i forbindelse med det, politiet betegner som en kaotisk anholdelse.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Omkring klokken otte søndag aften får en patrulje øje på en eftersøgt mand på Kappelvænget i Aarhus Vest. Der er tale om en 26-årig mand, som er udeblevet fra afsoning af en længere fængselsdom.

– Da betjentene anholder ham, stimler en større menneskemængde sig sammen på stedet og forsøger at befri den anholdte. De prøver at rive ham løs fra betjentene, siger Per Bennekov.

Anholdelsen foregår på en parkeringsplads, og på kort tid er der samlet både en større menneskemængde samt en større politistyrke på stedet.

‘Hent hunden’

Det er ikke lykkes Newsbreak.dk at få kontakt til Østjyllands Politi, men til Ekstra Bladet har en anden vagtchef i kredsen fortalt, at en person råber ‘hent hunden’, og der derefter står en mand med en hund i armene. Den hund bliver i følge Per Bennekov brugt i kampen.

– På et tidspunkt er der en person, som pudser en kamphund på politiet. Så opstår der en del tumult, og i den forbindelse bliver kamphunden sluppet løs og begynder at bide til højre og venstre, siger vagtchefen.

– Det er temmelig kaotisk, og den går til angreb på politiet. Men inden den når at bide, er der en af betjentene, som skyder og dræber den med to skud, siger han.

Anden udlægning

Ekstra Bladet har været i kontakt med Gucciss ejer, Stacia Ali, der blev ringet op af politiet, som fortalte, at hendes hund var blevet skudt.

– Det var min kæreste, som passede hunden, da det skete, fortæller hun.

På sin Facebook-side skriver Stacia Ali:

“Jeg ved du er et bedre sted nu, og uanset hvad der sker eller er sket, er du altid hos mig. At jeg skulle sig farvel til netop idag var noget af det værste der kunne ske idag? .. den kærlighed, omsorg, tryghed og glæde du gav mig var ubeskrivelig. 🐶💔🐕 R.I.P 😭💔❤️❤️❤️❤️”

Kæresten har ikke samme syn på situationen, som politiet har.

– Jeg havde været i Fakta, og da jeg kommer ud og åbner min bil, springer hunden op i mine arme. Det gør den altid, fordi den er glad for at se mig, fortæller han.

– Jeg bliver bange, og tror de vil anholde mig eller tage hunden, så jeg løber der fra med den.

Ifølge hans forklaring, løber han væk fra politiet med hunden i hælene, da hunden bliver skudt.

– Den havde ikke gjort noget, så jeg kan slet ikke forstå det, siger han.

Skud lagde dæmper

Ifølge Per Bennekov lagde skuddet en dæmper på situationen, og politiet kunne efterfølgende anholde tre personer.

Foruden den 26-årige eftersøgte mand er der tale om en 18-årig mand, der bliver sigtet for trusler mod politiet, samt en 29-årig mand. Den 29-årige bliver ligeledes sigtet for trusler mod politiet samt forsøg på at befri en anholdt.

Powered by Labrador CMS