Kæreste afslører: Derfor gik jeg fra Ronaldo
Det skabte stor hystade, da den 30-årige Real Madrid-spiller Cristiano Ronaldo i januar gik fra sin modelkæreste Irina Shayk efter et femårigt langt forhold.
Meget og mangt er skrevet om grunden til verdensstjerne-bruddet, men nu løfter den 29-årige smukke model selv sløret for, hvad der egentlig skete.
I et interview med det engelske E! News sendte hun en syngende verbal lussing af sted mod verdens bedste fodboldspiller ved at sige, at hun nu leder efter en ærlig mand.
»Jeg elsker ærlige mænd, og jeg elsker mænd, der er tro mod deres kærester. Det er den vigtigste værdi i en mand,« siger hun.
Irina Shayk påstår, at Ronaldo har været sammen med en spansk journalist, og det ville hun altså ikke finde sig i.
Det er ikke første gang, at Cristiano Ronaldo beskyldes for at træde ved siden af.
I 2008 påstod Ronaldos tidligere modelkæreste Nereida Gallardo, at fodboldmagikeren også havde været utro under deres forhold.
»I den periode, hvor vi var sammen, tjekkede jeg hans mobil. Der opdagede jeg forskellige sms’er fra en spansk kvinde eller en kvinde fra Miami,« sagde modellen i et talkshow.
Dermed tyder alt på, at det ikke kun er på banen, at Real Madrid-stjernen kan skyde ved siden af.