Kæmpestadion evakueret – personer forsvundet
To personer forsvandt under en rundvisning på Anfield, og det har fået Liverpool til at evakuere stadion.
Fodboldklubben Liverpools hjemmebane, Anfield, er tirsdag blevet ryddet, efter at to personer forsvandt under en rundvisning på det berømte stadion.
Politiet blev straks tilkaldt, og det blev besluttet at evakuere hele stadion, indtil der er skabt klarhed over situationen.
– Vi prioriterer at sikre, at alle er i sikkerhed og har det godt. Udrykningspersonalet er informeret om situationen, lyder det i en meddelelse fra en talsmand for klubben.
Merseyside Politi har også udsendt en meddelelse om sagen:
– Vi kan bekræfte, at politibetjente er på Anfield Stadium af sikkerhedshensyn. For at være på den sikre side er stadion blevet evakueret, og betjentene er i gang med undersøgelser.
Ifølge avisen Liverpool Echo er også parkeringsfaciliteterne uden for stadion afspærret.
Anfield er i øjeblikket genstand for en ombygning, der skal hæve tilskuerkapaciteten.
Stadion skal onsdag være vært for kampen mellem Liverpool og Bournemouth i Liga Cuppen.
/ritzau/