Kæmpebølger fra Mols-Liniens færger skaber alvorlige ulykker

Hurtigfærgerne mellem Sjælland og Jylland skaber store dønninger, der kan være meget farlige for blandt andre badegæster og dykkere. Foto: Mols-Linien
Offentliggjort Sidst opdateret

Mols-Liniens nye hurtigfærger skaber kæmpebælger, der har skabt flere alvorlige ulykker, som kunne være endt meget værre

Mols-Liniens nye, store hurtigfærger gør livet farligt for dykkere, kajakroere og badegæster i begge ender af færgens rute mellem Aarhus og Sjællands Odde, skriver Århus Stiftstidende.

Siden november sidste år, da voldsomme bølger smed rundt med vinterbadere på badeanstalten Den Permanentes gangbroer og omklædningsrum, har Århus Stiftstidende registreret syv uheld. Flere af dem kunne have fået fatale følger. Eksempelvis fik dykkerinstruktør Lene Jørgensen brug for al sin erfaring, da en kæmpebølge kastede hende mod en mole. Og Marianne Nielsen går stadig med krykker, efter hun 24. juli fik sit knæ smadret af en kæmpebølge.Alligevel foretager myndighederne sig tilsyneladende ingenting.Rådet for Større Badesikkerhed modtog i foråret henvendelser fra chokerede badegæster, der havde set bølger opstå ud af ingenting og skylle to-tre meter op på stranden.

– Jeg holdt et møde med Søfartsstyrelsen om bølgerne. Søfartsstyrelsen ville tage fat i Mols-Linien og diskutere, hvad der kunne gøres. Siden har jeg faktisk ikke hørt en lyd, siger Sven Hedegaard, der er direktør i Rådet for Større Badesikkerhed.

Mols-Liniens marketingchef, Mikkel Hybel, skriver i en mail, at rederiet overholder alle regler. Og at det aldrig har modtaget hverken en bøde eller en påtale for sin måde at sejle på.

Powered by Labrador CMS