Kæmpebøde til fart-djævel: Havde speederen helt i bund
217 km i timen er bilisten mål til - nu venter en fartbøde på mindst 10.000 kroner samt en ubetinget frakendelse af kørekortet.
En automatisk trafikkontrol (en af politiets fotovogne/ red.) snuppede forleden en af de helt store fartsyndere, da fotovognen stod parkeret på Sydmotorvejen ved Sakskøbing på Lolland.
217 km i timen blev bilisten målt til på en strækning, hvor den maksimalt tilladte hastighed er på 110 km i timen.
– Sådan en faroverskridelse springer i øjnene. Det er tankeløst og uden forståelse for den øvrige trafiksikkerhed, siger leder af færdselsafdelingen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Erik Mather til newsbreak.dk.
– De fleste biler kan maksimalt køre 220 km i timen, så i dette tilfælde kunne det godt handle om, at vedkommende har kørt med speederen helt i bund, siger Erik Mather, der endnu ikke kan sige den nøjagtige straf bilisten kommer til at få.
– Men der lægges op til en klækkelig bøde på mindst 10.000 kroner samt at bilisten skal aflevere sit kørekort i et halvt år. Men da det er en ret voldsom sag, så er det op til en dommer at afgøre, siger Erik Mather.
Forholdsvis sjældent
At møde en bilist, der kører 217 km i timen, er ifølge Erik Mather forholdsvist sjældent.
– Heldigvis. For det er en meget høj hastighed. I de seneste måneder har vi været ret massivt til stede på motorvejene her i området – det skyldes, at mange af de alvorlige ulykker sker netop på motorvejen. Vi får taget rigtig mange fotos af fartsyndere. Og der kommer også et par stykker om måneden, der kører lige omkring 200 km i timen. Det er faktisk lidt uhyggeligt, for der er jo også nogle, som vi ikke opdager, siger færdselslederen.
Beholder kørekortet foreløbig
I det konkrete tilfælde med bilisten, der kørte 217 km i timen på Sydmotorvejen ved Sakskøbing tirsdag mellem klokken 16 og 20, får bilisten lov til at beholde sit kørekort indtil sagen er afgjort ved domstolene.
– Vi fortæller bilisten, at vedkommende er sigtet, og at der vil blive rejst tiltale. Først i retten afgør dommeren om kørekortet skal inddrages – og i givet fald hvor længe. Men indtil det eventuelt måtte ske, må vedkommende køre bil, siger Erik Mather.