Kæmpe udslip i dansk fjord: Beredskabet kæmper
Olieudslip i Aabenraa Fjord kan skade fuglelivet i området, og derfor skal olien hurtigst muligt indsamles.
To helikoptere. Adskillige skibe og gummibåde. Og cirka 46 mand.
I mere end et døgn har mandskab fra Forsvarets Operationscenter, Beredskabsstyrelsen og det lokale beredskab i Aabenraa forsøgt at inddæmme olie fra et større olieudslip i Aabenraa Fjord.
30 kubikmeter gasolie løb ud i fjorden under et kraftigt blæsevejr lørdag formiddag. Det skete, da et tankskib var ved at losse olie.
(Artiklen fortsætter under videoen)
På grund af kraftige vindstød knækkede skibets trosser – altså fortøjningen – og så skete ulykken, fortæller vagthavende officer i Forsvarets Operationscenter Claus Thing Rasmussen.
– For at undgå flere ulykker og for at undgå at gå på grund blev besætningen på skibet nødt til at starte motoren og sejle derfra. Og i den forbindelse knækkede slangen til olien, siger han.
– De sejlede et stykke væk fra kajen, og så slap 30 kubikmeter olie ud.
Udgør ikke risiko for mennesker
Den vagthavende officer forklarer, at olien ikke udgør nogen sundhedsrisiko for mennesker, men at den kan være til skade for dyrelivet.
– Olien udgør ikke en fare for mennesker, men for fugle kan det være et problem, da det er noget fedtet stads. Derfor vil vi have det samlet op så hurtigt som muligt, siger Claus Thing Rasmussen.
Ud over ænder, måger og andre fugle er olien en risikofaktor i forhold til de havdyr, der lever og færdes længere nede i vandet.
Lørdag var olien begrænset til et lille, kystnært område i Aabenraa Fjord, men det ændrede sig natten til søndag.
– I nat vendte vinden, og det betød, at olien blev spredt ud over et større område i fjorden, fortæller den vagthavende officer.
Ingen tidshorisont
For at inddæmme olien blev der lørdag lagt flydespærrer – en form for oppustelige puder – ud i fjorden. Til selve opsamlingen bliver der brugt udstyr, der kan suge olien op, og en slags koste, der kan skimme havoverfladen.
Tankskibet, hvorfra olien kommer, blev tilbageholdt efter udslippet. Det er procedure i den type sager. Skibet kommer fra Marshalløerne i Stillehavet.
Billeder fra Beredskabsstyrelsen Hovedstadens “olierekognoscering” med fastvingedrone i Aabenraa Fjord. Affotografering af kyststrækning til dokumentation og produktion af målfaste kort til koordinering af indsatsen. Kortene danner grundlag for planen for olieopsamling i morgen. pic.twitter.com/XxxcoQ96J4
— Lars Høg Schou (@BRSlhsschou) January 5, 2020
Forsvarets Operationscenter kan søndag eftermiddag endnu ikke sige, hvornår al olien ventes at være opsamlet fra Aabenraa Fjord.