Kæmpe-tun solgt for rekordbeløb

En blåfinnet tun på næsten 300 kilo er lørdag solgt for over 20 millioner kroner på en fiskeauktion i Tokyo.

Fotografer stimler sammen for at få et billede af den 278 kilo tunge tunfisk, som sushi-kæde lørdag betalte over 20 millioner kroner for. Den store fisk blev fanget nord for Japan. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

En enorm tunfisk er lørdag solgt for et rekordbeløb på en fiskeauktion i Japans hovedstad, Tokyo.

Buddene for den 278 kilo tunge fisk stoppede ved 333,6 millioner yen. Det svarer til 20,3 millioner kroner. Ifølge nyhedsbureauet AFP er der tale om et rekordbeløb for en tun.

Auktionen blev afviklet før daggry på Tokyos nye fiskemarked, som i slutningen af 2018 stod klar til at afløse det verdensberømte Tsukiji.

Topprisen for tunen blev betalt af Kiyoshi Kimura, der ejer en kæde af sushi-restauranter og omtaler sig selv som “Tunkongen”.

Den hidtidige rekord for en tun var 155 millioner yen og blev også betalt af Kimura ved en auktion i 2013.

Lod sig rive med

Men måske lod han sig rive med, da han lørdag så den store tun, der er fanget ud for kysten ved Japans nordlige Aomori-region.

– Tunen ser så velsmagende og frisk ud, men jeg tror, at jeg overgjorde det, sagde Kimura til journalister uden for fiskemarkedet.

– Jeg regnede med, at det ville blive mellem 30 millioner og 50 millioner yen, eller højst 60 millioner yen. Men det endte med at blive fem gange så meget, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter auktionen blev fisken bragt til en af hans restauranter i Sushizanma-kæden.

Tun er en skattet fisk på sushirestauranter verden over, men eksperter advarer om, at stigende efterspørgsel er en trussel mod bestanden.

Powered by Labrador CMS