Kæmpe triumf for Zlatko Buric
En svensk film blev den store vinder ved prestigefyldt europæisk filmpris
Den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Burić vandt lørdag aften prisen for Bedste Europæiske Skuespiller ved European Film Awards for sin rolle i den svenske film "Triangle of Sadness".
I Danmark er han blandt andet kendt fra rollen som Milo i "Pusher"-trilogien og som vognmanden Meho i tv-serien "Taxa".
"Triangle of Sadness" er lørdagens store vinder. Filmens svenske instruktør Ruben Östlund har vundet prisen for bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript.
Slog dansk Oscar-kandidat
I alle tre kategorier slog den den danske Oscar-indstilling "Holy Spider".
"Holy Spider" er baseret på en virkelig historie om en seriemorder i den hellige iranske by Mashhad.
"Triangle of Sadness" er Ruben Östlunds første film på engelsk. Filmen havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes og vandt den prestigefyldte hovedpris Guldpalmen.
Filmen har blandt andet også den danske skuespillerinde Vicki Berlin på rollelisten.
European Film Awards har siden etableringen i 1988 været en af de mest prestigefyldte europæiske filmpriser.