Kæmpe talent dræbt i voldsom ulykke
Det schweiziske stortalent Gian Luca Barandun er død efter en ulykke.
Søndag skete det, der bare ikke må ske. En ung mand mistede livet alt for tidligt.
Det tidlige dødsfald har trukket overskrifter overalt i det internationale skimiljø, da den 24-årige skiløber Gian Luca Barandun er omkommet i en paragliding-ulykke.
Skiløberen døde i hjemlandet Schweiz, da han angiveligt mistede kontrollen over sin skærm og derved styrtede ned, skriver det schweiziske medie Blick.
I Schweiz har skiforbundet været ude med en officiel udtalelse om hele episoden.
– Den schweiziske skifamilie tænker på den berørte familie i denne vanskelige tid. Vi ønsker at udtrykke vore kondolencer over for dem, skriver de blandt andet.
En prøveflyvning gik galt
Det velinformerede medie Südostschweiz skriver, at den 24-årige skiløber og paraglider var på en træningstur fra Ladir til Schluein. Her skulle den unge skiløber have mistet kontrollen kort før landingsstedet.
Gian Luca Barandun havde ellers fået en lovende start på skisportskarrieren, hvor han tilbage i februar sikrede sig en Europa Cup-sejr i disciplinen Super-G. Han debuterede på World Cup-niveau tilbage i 2017. Dermed skulle den nu afdøde 24-årige skiløber have taget hul på sin tredje sæson.