Kæmpe slagsmål: Politiet er massivt til stede – og det har brug for hjælp

Et masseslagsmål - angiveligt med omkring 20 deltagere - fik mandag eftermiddag politiet til at rykke massivt ud til en spillehal i Aarhus. Politiet søger nu efter vidner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi søger vidner til et masseslagsmål, der brød ud i eftermiddag omkring klokken 15.15 på Ekkodalen tæt ved Hammershusvej i Aarhus.

Det meddeler politiet i en pressemeddelelse.

Under slagsmålet deltog omkring 20 personer, hvoraf flere af dem brugte forskellige slagvåben.

Da politiet kom frem, var slagsmålet overstået, og mændene var stukket af fra stedet.

Politiets efterforskning ledte siden frem til tre personer, som alle blev anholdt, oplyses det i pressemeddelelsen.

Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet skulle episoden have fundet sted ved Ekkodalens Spillehal.

Yderligere tre anholdt

Senere på aftenen blev yderligere tre mænd anholdt, som også mistænkes for at have deltaget i masseslagsmålet.

Politiet har foreløbigt ikke meldinger om nogen tilskadekomne i forbindelse med slagsmålet.

Østjyllands Politi er mandag aften synligt til steder flere steder i Aarhus med patruljevogne.

– Vi er i fuld gang med at efterforske sagen for at finde frem til gerningsmændene, og hvad konflikten præcist gik ud på. Vi vil meget gerne have borgernes hjælp til at finde de involverede, så hvis man her set slagsmålet, eller har oplysninger der kan føre frem til gerningsmændene, så ring til os, siger vicepolitiinspektør Gert Bisgaard i pressemeddelelsen.

Oplysninger om slagsmålet kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS