Kæmpe rejseselskab er gået konkurs

Thomas Cook, som blandt andet ejer Spies, er gået i betalingsstandsning med omkring 600.000 gæster på ferie.

Alle Thomas Cook-fly er natten til mandag blevet aflyst, efter at selskabet er gået i betalingsstandsning. (Arkivfoto) Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det store britiske rejseselskab Thomas Cooks 178 år lange historie er natten til mandag kommet til en afslutning.

Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at det er gået i betalingsstandsning med “omgående virkning”. Thomas Cook har en gæld på 1,7 milliarder pund (14,4 milliarder kroner).

(Artiklen fortsætter under videoen)

Den britiske luftfartsmyndighed Civil Aviation Authority (CAA) bekræfter, at Thomas Cook har indstillet driften. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

CAA tilføjer, at det vil samarbejde med den britiske regering om at få bragt selskabets over 150.000 britiske rejsende hjem i løbet af de næste to uger.

– Alle Thomas Cook-fly er aflyst, lyder det fra CAA.

600.000 berørt

Thomas Cook har aktuelt omkring 600.000 rejsende fordelt på destinationer over hele kloden.

– Jeg vil gerne undskylde over for vores millioner af kunder, tusindvis af ansatte, leverandører og samarbejdspartnere, som har støttet os i mange år, udtaler topchefen for Thomas Cook, Peter Fankhauser, i en meddelelse tidligt mandag morgen.

Selskabet, der i Danmark ejer Spies, har gennem længere tid været i økonomiske problemer. Det havde et akut behov for at få tilført et beløb svarende til cirka 1,4 milliarder danske kroner, hvis det skulle fortsætte driften.

Men forhandlinger mellem ledelsen og selskabets kreditorer og private investorer endte søndag uden resultat.

– For mig og resten af bestyrelsen er det med inderlig beklagelse, at det ikke lykkedes, siger Peter Fankhauser.

Regering ville ikke hjælpe

Ifølge Financial Times havde Thomas Cook også henvendt sig til den britiske regering i håb om at få økonomisk hjælp.

Men det ville regeringen ifølge udenrigsminister Dominic Raab ikke forpligte sig til.

– Medmindre det er af strategisk national interesse, går vi ikke systematisk ind med skatteborgernes penge, når virksomheder går ned, sagde udenrigsminister Dominic Raab søndag til BBC.

Han tilføjede, at der er lavet planer for at sørge for hjemtransport til de tusindvis af rejsende i tilfælde af, at Thomas Cook, som det nu er sket, indstiller driften.

Sundt selskab

Spies har sagt, at Thomas Cooks økonomiske problemer ikke skal vække bekymring hos deres rejsende.

Kommunikationschef hos Spies Lisbeth Nedergaard sagde inden betalingsstandsningen var en kendsgerning, at “man skal vide som rejsende, at Spies er et sundt selskab, og man er dækket af en rejseforsikring” i tilfælde af en konkurs.

Thomas Cook har næsten 22.000 medarbejdere. Heraf 9000 i Storbritannien.

Rejseselskabet, der betegnes som verdens ældste, stammer fra 1841, hvor det udbød togrejser.

Powered by Labrador CMS