Kæmpe navn på festival i 2023

Britiske Sting er onsdag præsenteret som en del af musikprogrammet på Heartland Festival i 2023

Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske verdensstjerne Sting er offentliggjort til musikprogrammet på Heartland Festival i 2023.

Den midtfynske festival ved Egeskov Slot løber af stablen fra den 8. til 10. juni næste år. 

Sting er det tiende navn på musikprogrammet.

- Sting er et kæmpe Heartland hovednavn og en af de største nulevende ikoner på den internationale musikscene med et katalog af hits, der spænder mere end 40 år fra det tidlige The Police helt frem til hans soloudgivelser i dag. Der bliver med garanti fællessang og dans på Egeskov, siger direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen.

Nomineret til fire Oscars

71-årige Sting har modtaget utallige priser og hæder i løbet af karrieren, hvor det blandt andet er blevet til 17 Grammy Awards.

Derudover har han også været nomineret til fire Oscars for bedste originale sang.

Sting var senest i Danmark i oktober, da han gav koncert i Royal Arena i København.

Han står bag klassikere som "Every Breath You Take", "Roxanne", "Shape of My Heart" og "Englishman in New York".

Alle hits Heartlands gæster altså næste år får mulighed for at synge med på.

The Minds of 99

Af andre store udenlandske navne ud over Sting er Jack Johnson og Fatboy Slim tidligere blevet offentliggjort til festivalen.

Derudover er danske stjerner som The Minds of 99, Andreas Odbjerg, Nik & Jay og MØ også at finde på det midtfynske musikprogram.

Heartland Festival oplyser, at der i de kommende uger og måneder løbende vil blive tilføjet navne til programmet.

2540 kroner

I 2022 optrådte navne som Pet Shop Boys, Tobias Rahim og Anne Linnet på festivalen.

Partoutbilletter til festivalens alle tre dage er sat til salg, og fra fredag klokken 10.00 vil det også være muligt at købe endagsbilletter.

En partoutbillet ligger på 2540 kroner eksklusiv gebyr, mens en endagsbillet koster 1240 kroner eksklusiv gebyr.

Sting er det tiende musiknavn, der er præsenteret på næste års Heartland Festival. Festivalen oplyser, at der i de kommende uger og måneder løbende vil blive tilføjet flere navne til programmet. (Arkivfoto).
Sting er det tiende musiknavn, der er præsenteret på næste års Heartland Festival. Festivalen oplyser, at der i de kommende uger og måneder løbende vil blive tilføjet flere navne til programmet. (Arkivfoto).

THE POLICE

The Police var en New Wave-gruppe dannet i London i 1977. Gruppens musik var stærkt påvirket af reggae, og den havde en lang række hits i perioden 1978-1984. The Police var fra slutningen af 1970'erne til midten af 1980'erne én af verdens mest populære grupper.

The Police blev dannet af den amerikanske trommeslager Stewart Copeland i starten af 1977. Copeland ønskede at danne en trio, der kunne blive en del af Londons punk-scene. 

Copeland fik sangeren og bassisten Sting og guitaristen Henry Padovani med i gruppen, og de tre indspillede deres første single "Fallout/Nothing Achieving" i februar 1977. 

I marts og april turnerede de som opvarmning for Cherry Vanilla og Wayne County & the Electric Chairs.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS