Kæmpe ildsøjle over dansk by

Her er forklaringen, hvis du også så særpræget syn mandag morgen.

En stor søjle af ild på op til 20 meter rejser sig fra en 12 meter høj skorsten på Munkdrupvej, og skyldes en planlagt afbrænding af gas, som gasselskabet Evida gennemfører. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
En stor søjle af ild på op til 20 meter rejser sig fra en 12 meter høj skorsten på Munkdrupvej, og skyldes en planlagt afbrænding af gas, som gasselskabet Evida gennemfører. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag har borgere og motorvejstrafikanter omkring den sydlige del af Randers kunnet se et spektakulært syn mellem klokken seks og syv.

På trods at oplysninger tidligt i forløbet, så har der givet været nogle, der er blevet overraskede over den kæmpestore ildsøjle, der flænsede morgenmørket.

Der er dog ikke noget at frygte trods det gruopvækkende syn, forsikrede Østjyllands Politi på Twitter. Det var nemlig en kontrolleret afbrænding af naturgas.

Ilden rejste sig fra 12 meter høj skorsten på Munkdrupvej. Skorstenen tilhører gasselskabet Evida.

Varmen fra ilden kunne formentlig mærkes 100 meter fra stedet, spåede selskabet forlods i Randers Amtsavis.

Både politi og brandvæsen har godkendt gasafbrændingen, som var nødvendig.

– Stålledningen skal tømmes – og dette gøres netop ved at afbrænde gassen. Afbrænding er den mest hensigtsmæssige måde at tømme rørene på, både med hensyn til klima og økonomi,  har driftsansvarlig Jakob Koldborg Møller fra Evida forklaret Amtsavisen.

Powered by Labrador CMS