Kæmpe brand: 72 brandfolk i aktion
Der er brand i en industribygning i Børkop, som Sydøstjyllands Politi arbejder på at få styr på.
Opdatering 17.25:
Der er fortsat kraftig brand i industribygningen i Børkop, hvor der i alt er fem store haller i brand.
TrekantBrand er fortsat massivt til stede i området, men der er begrænset plads, derfor opfordrer TrekantBrand borgere til at holde afstand til stedet.
– Hold jer ude af røgen, og lad brandvæsnet få arbejdsro, skriver TrekantBrand på Twitter.
Til Newsbreak.dk oplyser operationschef ved TrekantBrand, Casper Christensen, at branden ikke er ovre lige foreløbigt.
– Det vil tage rigtig lang tid. Det er fem store haller, der er i brand. Men det begynder at komme under kontrol, men slukningsarbejdet vil stå på rigtig længe, oplyser han til Newsbreak.dk.
Endvidere oplyser operationschefen, at der er 72 mand i gang med slukningsarbejdet, hvilket svarer til, at der i alt er fem stationer i aktion. Herudover er der flere indsatsledere på stedet og indsat droner.
– Det er en kæmpe bygning, som vi arbejder med at få slukket. Det er svært at sige hvor meget af hallerne, der vil styrte sammen i forbindelse med branden, siger Casper Christensen.
– Vi anbefaler folk at holde sig ude af røgen og blive indendøre, afslutter operationschefen.
Original artikel:
Det er kun få dage siden, at en brand rasede i en industribygning i Padborg. En brand, der først kom under kontrol efter flere timer, og hvor én person omkom.
Nu er der brand i en industribygning på Thorsmindevej i Børkop, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Brand i Børkop
Sydøstjyllands Politi er til stede ved en industribygning på Thorsmindevej i Børkop, hvor der er brand. Det oplyser politiet på Twitter.
Vi har i øjeblikket brand i en industribygning på Thorsmindevej i Børkop. man opfordres til at undgå røg fanen samt give plads så slukningsarbejdet. #politi.dk
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) October 1, 2019
Politiet opfordrer borgere i nærheden til at undgå røgfanen.
Artiklen fortsætter efter videoen
Desuden skal borgere også gøre plads til de mange udrykningskøretøjer, der skal forestå slukningsarbejde.
Prøver at få styr på branden
Det samme kunne vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund bekræfte overfor Newsbreak.dk.
– Vi er til stede ved en brand i en industribygning i Børkop, som vi er i færd med at få styr på, siger vagtchefen.
Sydøstjyllands Politi har indtil videre ikke yderligere oplysninger om branden.
Massiv udrykning
Trekantområdets Brand har på Twitter oplyst, at der er indsat styrker fra flere områder omkring Børkop til at bekæmpe branden.
#TrekantBrand er indsat ved en større industribrand i #Børkop
— TrekantområdetsBrand (@TrekantBrand) October 1, 2019
Der er indsat styrker fra #Børkop #Vejle #Fredericia #Middelfart #Kolding #Vamdrup #Lunderskov #Skodborg #Giv plads til udrykningskøretøjer
Det er styrker fra selve Børkop, men også Vejle, Fredericia, Middelfart, Kolding, Vamdrup, Lunderskov og Skodborg.
Ligesom politiet anbefaler beredskabet at alle gør plads til udrykningskøretøjer.