Kæmpe aktion: Politi slår til mod frygtet bande

Italiensk og amerikansk politi har anholdt 19 personer for at bryde historisk mafiaklan fra Sicilien op.

Flere medlemmer af en mafiaklan fra Italien og USA er blevet anholdt. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Flere end 200 politimænd fra USA og Italien har onsdag i en koordineret indsats anholdt 18 personer på den italienske ø Sicilien, mens yderligere en person er anholdt i USA.

Det siger italiensk politi ifølge den britiske avis The Guardian.

Anholdelserne er sket som led i politiets indsats for at bryde den sicilianske mafiaklan Inzerillo op.

En italiensk anklager mener, at klanen forsøgte at genopbygge sin magtbase på Sicilien efter flere års eksil i USA. Det skulle være foregået med hjælp fra den allierede Gambino-familie, der har base i New York.

Involveret i mafia-krig

Inzerillo-klanen var i 1980’erne involveret i en større mafiakrig mod Cosa Nostra, der havde mafiabossen Salvatore “Totó” Riina i spidsen.

Riina tvang dengang Inzerillo-klanen til at forlade dens højborg i en forstad til den sicilianske hovedstad, Palermo. Klanen søgte eksil i USA.

Da Riina i 2017 døde, gav det Inzerillo-klanen mulighed for at vende tilbage og forsøge at generobre dens tidligere territorium.

Salvatore Lupo er historieprofessor ved Palermo Universitet og har tidligere udtalt sig om mafiaer.

Artiklen fortsætter under videoen

Han siger til The Guardian, at de, som forsøger at genopbygge magten i Palermo, er fætre og sønner af dem, der blev tvunget til at flytte.

– Efternavnet er det samme.

– Riina har sagt, at hvis de en dag kom tilbage, så ville hans mænd slå dem ihjel, siger Salvatore Lupo.

Ifølge ham har der de seneste år været spændinger i det pågældende mafia-miljø, da en række mafiamedlemmer i Palermo ikke ønsker Inzerillo-klanen tilbage.

De mange anholdelser kan forhindre et blodigt opgør mellem de rivaliserende grupper, vurderer professoren.

Powered by Labrador CMS