Kæmpe ændring på vej i Superligaen
DBU's bestyrelse har søndag godkendt, at der indføres VAR i Superligaen fra 2020/21-sæsonen.
Dommerne i Danmarks bedste fodboldrække, Superligaen, får fra sæsonen 2020/21 videohjælp til at bekæmpe kampafgørende dommerfejl.
På et bestyrelsesmøde har Dansk Boldspil-Unions (DBU) bestyrelse formelt godkendt at indføre Video Assistant Referee (VAR) i Superligaen.
Det bekræfter DBU på sin hjemmeside.
Dermed bliver Superligaen den første liga i Skandinavien, der kommer til at benytte sig af VAR.
Det kommende år skal dommerne – både dem på banen og dem i videorummet – uddannes til at kunne betjene VAR. Det anslås, at 12-14 kampdommere skal uddannes i VAR, mens et tilsvarende antal skal uddannes i at være dommere i videorummet.
Hjælper dommeren
Videohjælpen kan komme dommerne til undsætning i forbindelse med scoringer, mulige straffespark, røde kort og i forbindelse med identificering af den spiller, som skal modtage et kort.
Kampdommeren kan vælge at følge anbefalingerne fra VAR-dommeren eller selv gå ud og kigge situationerne igennem på en monitor nær sidelinjen.
VAR er blevet kritiseret for at skabe for lange pauser i spillet, når først videodommerne og siden eventuelt kampens hoveddommer skal se videobillederne igennem, inden en endelig beslutning træffes.
VAR gjorde for alvor sit internationale indtog under VM-slutrunden i Rusland sidste sommer, selv om det i sæsonen op til VM blandt andet var brugt i Bundesligaen og Serie A.
Fra den kommende sæson indføres VAR også i Premier League, og om et år følger Superligaen altså efter de pengestærke og prestigefyldte ligaer.