Kæledyr begraver vi i haven

Foto: Scanpix (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke utænkeligt, at din have rummer rester fra en hund, tre guldfisk og et marsvin, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Boligsiden.dk. Den afslører, at 75 procent af os på et eller andet tidspunkt har brugt matriklen som kirkegård for et afdødt kæledyr.

At miste et kæledyr kan for mange være en stor sorg, da sådan en lille, lodden fætter har det med at blive en integreret del af familien. Nogle har brug for et gravsted at samles om, og det er særligt belejligt, hvis det ikke kræver en længere udflugt at besøge sin gamle ven. Den sag har mange af os taget i egen hånd ved ganske enkelt at begrave vores afdøde hund, kat eller kanariefugl i baghaven.

Ifølge en undersøgelse blandt brugerne på Boligsiden.dk er nedgravning af de små venner i baghaven ikke noget, vi tøver med. Hele 75 % svarer ja til at have begravet et kæledyr af varierende størrelse i haven, og 26 % af disse har endda begravet et større dyr som en hund.

– Især for mange børn kan begravelsesritualet være gavnligt for bearbejdelsen af tabet, og det kan være en fordel, at de på egen hånd kan besøge gravstedet og tale med deres gamle ven, som ikke befinder sig mere end et par skridt væk, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Hvad siger loven?

Det er ifølge Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen fuldt ud lovligt at begrave kæledyr i egen have, så længe der er tale om et enkeltstående tilfælde eller i hvert fald en relativt sjælden begivenhed. Det er med andre ord ikke tilladt at anlægge en decideret dyrekirkegård i baghaven, men en begravelse i ny og næ er der ikke noget i vejen for.

Det eneste krav er, at din lille ven, hvad enten han er gnaver, hund eller akvariefisk, graves ned i en passende dybde, der forhindrer kødædende dyr i at grave ham op igen. For at være på den sikre side anbefales en dybde på 0,5-1 meter, alt efter hvor stort dyret er.

Få plads på et dyregravsted

Er du ikke helt tryg ved at grave familiens hund ned i baghaven, er der heldigvis alternativer. Ifølge Magasinet TÆNK kan du få kremeret dit kæledyr for mellem 900-1.500 kroner afhængig af, hvor i landet du bor.

På denne måde kan du have Rollo stående i en urne på kaminhylden derhjemme eller købe en begravelse inkl. gravleje på en af landets dyregravspladser. Det koster fra 759 kroner og helt op til 2.400 kroner.

En begravelse af din trofaste pelsede ven kan altså hurtigt løbe op og blive til en dyr affære. Muligvis er det også her, man skal finde årsagen til de meget udbredte hjemmebegravelser og jævnlige knoglefund i villakvartererne.

Powered by Labrador CMS