Annonce
Kåd mand viste sit sværd frem for de andre togpassagerer
Det må man ikke i offentligheden. Derfor blev manden anholdt.
Betjente fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi havde mandag eftermiddag fat i en mand, der viste lidt for meget frem i toget mod Nakskov. Det oplyses i politikredsens døgnrapport.
Manden, der egentlig er fra Glostrup, havde af uforklarlige årsager valgt at tage et lille samuraisværd med sig på togturen. Han viste sværdet til en anden passager, der blev så skræmt, at vedkommende steg af i Maribo for så at kontakte politiet.
Annonce
Der ventede derfor manden en velkomstpatrulje på banegården i Nakskov. Han passede på signalementet og havde ganske rigtigt et samuraisværd på sig med en klinge på 33,5 centimeters længde.
Betjentene tog sværdet fra manden og gav ham en sigtelse for overtrædelse af knivloven til gengæld.