Kabeltyve skyld i omfattende S-togsproblemer
Tyve har i nat klippet S-togskabler over på den københavnske vestegn, og færre S-tog kører onsdag morgen.
Kabeltyve har i nattens mulm og mørke været ude og klippe kabler ved Vallensbæk i småstykker.
Det betyder, at der i morgentrafikken er indført 20 minutters drift på linjerne A og E. Der er ligeledes sat busser ind mellem Hundige og Åmarken. Det oplyser Banedanmark.
– Tyvene har klippet de såkaldte returkabler i småstykker, men vi har endnu ikke et overblik over, hvor meget kabel, de har fået med sig, siger Claus Christiansen, der er sektionschef for Trafikstyring S-bane hos Banedanmark.
– Vi ved heller ikke, i hvor lang tid vi må køre med 20 minutters drift, siger han.
Banedanmark er nødt til at køre med lavere frekvens for at undgå, at de såkaldte omformerstationer brændes af, oplyser sektionschefen.
– Sker det, så vil konsekvensen være, at vi ikke kan køre i mange dage. Og en omformerstation koster 50 millioner kroner, og det skal vi også lige have med, siger Claus Christiansen.
Banedanmark beklager, at man i hovedstaden bliver påvirket af tyveriet – og at folk får længere transporttid til eller fra jobbet onsdag morgen.
/ritzau/