K og V tøver med ekstra milliard til sygehus-senge

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

DF vil øge kapaciteten på de kommende supersygehuse. K og V vil hellere bruge penge på kræftbehandling.

Ligesom Dansk Folkeparti er både De Konservative og Venstre klar til at bruge en ekstra milliard kroner på sundhed.

Parterne er imidlertid hverken enige om, hvorfra pengene skal komme, eller nøjagtig hvordan de skal bruges.

Det forklarer sundhedsordfører Daniel Rugholm (K) i kølvandet på meldingen fra Dansk Folkeparti om, at supersygehusene bygges med for få senge, og at pengene derfor må sendes i den retning.

– Vi har i vores egen 2020-plan sat en ekstra milliard af til sundhed, men nok ikke lige i første omgang til sygehusene.

– Pengene er primært tiltænkt kræftbehandling, og så vil vi tilbage til de 30 dages behandlingsgaranti. Det er det, der vil stå øverst på vores ønskeliste, siger Daniel Rugholm til Ritzau.

Afviser ikke helt

Helt afvisende er han dog ikke.

– Selvfølgelig er vi altid klar til at se på forslag fra vores venner, siger sundhedsordføreren.

En lignende melding kommer fra Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, der også helst ser pengene brugt på kræftbehandling.

– Men vi skal nok finde en enighed med Dansk Folkeparti, for vi er jo enige om at prioritere sundhedsvæsenet mere end den nuværende regering.

– Selvfølgelig skal supersygehusene bygges i en standard og med de senge, som holder mange år fremover, siger hun til Jyllands-Posten.

Ekstra milliard

Dansk Folkeparti har tidligere været ude med løfter om en ekstra milliard til supersygehusene, men partiet fremrykker nu ønsket og vil have det ind i forhandlingerne mellem regeringen og Danske Regioner i juni.

Ifølge partiet bør pengene hentes ved at udskyde den planlagte lempelse i selskabsskatten, men det kan De Konservative ikke støtte.

– Nej. Det synes vi ikke er en god idé, siger Daniel Rugholm.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS