Jysk flytter ind hos ILVA

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Kunderne i Odense kan fra den 19. marts besøge både ILVA og Jysk samme sted, når Jysk flytter ind hos ILVA.

Den 19. marts får Odense sin tredje JYSK-butik – den flytter ind hos ILVA på Risingsvej 67, som giver plads til en 1.600 kvadratmeter ny Jysk-butik.

Jysk har i forvejen to butikker i Odense, som oplever et stigende antal kunder både fra Odense og resten af Fyn – og derfor er behovet for en tredje butik opstået.

Lars Larsen købte i 2013 IDdesign, der ejer møbelkæderne ILVA og IDEmøbler. IDdesign har for nyligt offentliggjort et årsregnskab med et positivt resultat og melder også om en stigende tilstrømning af kunder.

Udover Jysk, ILVA og IDEmøbler ejer LARS LARSEN GROUP også kæderne Bolia.com og Sengespecialisten. Alle kæder drives under hvert sit navn og med eget sortiment – og sådan bliver det også på Risingsvej i Odense, hvor ILVA og Jysk godt nok ligger i samme bygning, men som naboer med egne indgange.

– Vi glæder os til, Jysk flytter ind. Det giver en god synergi, når flere butikker ligger tæt på hinanden, så vi er sikre på, at endnu flere vil lægge vejen forbi fremover, siger salgschef i ILVA René Christensen.

Hos Jysk ser man også frem til at få den tredje butik i Odense.

– Med åbningen af den nye butik er vi oppe på 98 danske butikker – så nu nærmer vi os stille og roligt en stor milepæl på 100 butikker, siger JYSKs danske landechef, Bo Viktor Andersen.

Powered by Labrador CMS