Juul Jensen snuppede trøjen fra uheldige Lars Bak
Christopher Juul Jensen rev den gule trøjen af Lars Bak ved aftenens enkeltstart i Post Danmark Rundt. Nu vinder Tinkoff-Saxo-rytteren formentlig Post Danmark Rundt.
Juul Jensen, der i den kommende sæson kører for australske ORICA-GreenEdge, lå inden aftenens temporidt omkring Helsingør 12 sekunder efter Lars Bak. Men selvom han ikke vandt etapen, så var den danske mester i enkeltstart stadig klart bedre end Bak, også inden den førende rytter punkterede og måtte skifte cykel sidst på etapen.
Nu resterer kun lørdagens afsluttende etape indtil København, hvor der traditionen tro er mål på Frederiksberg Allé. Christopher Juul Jensen fører med 45 sekunder ned til Bak på andenpladsen.
21-årige Mads Würtz Schmidt vandt enkeltstarten i 15.45 med hele 15 sekunder ned til Juul Jensen.
»Det er det største jeg nogensinde har vundet. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,« sagde den tidligere juniorverdensmester i den ensomme kamp mod uret, som kører for Team ColoQuick, til DR efter etapesejren.
Søren Kragh Andersen, TREFOR-Blue Water, blev i øvrigt nummer tre i samme tid som Christopher Juul Jensen, 16.00.
Lars Bak punkterede og måtte skifte cykel kort før mål. Den uheldige rytter kom i mål i 16.57.