Jury tilbage efter skandale
Seerne har suverænt bestemt finalefeltet. Men i den endelige Eurovision-afgørelse er fagjuryen tilbage
Det er alene seere verden over, som har afgjort finalefeltet i årets internationale melodigrandprix.
Men når vinderen af Eurovision findes lørdag aften i Liverpool Arena i England, vægter de respektives landes fagjuryer halvdelen.
Først der entrerer de konkurrencen.
Bedste vurdering
- Ved også at inddrage juryer af musikprofessionelle i beslutningen om det endelige resultat kan alle sangene i den store finale vurderes ud fra de bredest mulige kriterier, lød det sidste år fra Eurovision-chefen Martin Österdahl.
Siden 2009 har det været en blanding af juryer og seerstemmer, der sendte deltagerne hjem eller videre allerede i semifinalerne.
Ændret efter skandale
Men afstemningen blev ændret, efter en arbejdsgruppe nedsat af European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, havde gransket den.
Det skete som konsekvens af en afstemningsskandale sidste Eurovision i den italienske storby Torino, men også for at give seerne mere magt i den indledende runde, lød det.
EBU fandt det suspekt, at fagjuryerne i Georgien, Montenegro, Polen, Rumænien, San Marino og Aserbajdsjan gav hinanden markant højere point end resten af de lande, der stemte i samme semifinale sidste år.
Ikke udslagsgivende
Selv om det viste sig ikke at være udslagsgivende, erstattede EBU landenes bedømmelse af hinanden med point, der var udregnet på baggrund af resultater fra andre lande med lignende stemmemønstre.
For første gang i årets Eurovision kommer fagjuryen på banen, når vinderen af det internationale melodigrandprix kåres.
- Noget helt andet
De har et helt andet blik end seerne, forklarer journalist Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret både Eurovision og Dansk Melodi Grand Prix for DR.
- En fagjury kigger på andre musikalske parametre end show, siger Ole Tøpholm og fortsætter:
- Hvis nogle ting vil virke for skøre for nogle, så ser de bort fra det. De forholder sig bare til musikken og sangene.
Afgørende betydning
Netop det kan få afgørende betydning i årets Eurovision, vurderer Ole Tøpholm.
Sverige stiller op med Eurovision-dronningen Loreen, der også vandt det internationale melodigrandprix i 2012. I år synger hun det strømlinede dancenummer "Tattoo".
I skærende kontrast står det finske festfyrværkeri Käärijä og hans bombastiske nummer "Cha Cha Cha".
- Svenskere står stærkt
- Hvis det var en 100 procent-seerafstemning, ligesom det var i semifinalerne, kunne det meget vel være, at Finland tog den, ligesom de gjorde med Lordi i 2006, siger Ole Tøpholm med henvisning til det kostumeklædte heavyrockband.
- Men på grund af fagjuryen tror jeg, at svenskerne står stærkest, lyder vurderingen fra Ole Tøpholm.
37 lande har stillet op i årets Eurovision. Men der er kun plads til 26 nationer i finalen.
Reiley sendt hjem
Så feltet er blevet skåret ned i to semifinaler. Seerne sendte torsdag Danmarks Eurovision-håb, Reiley, hjem fra England uden en finaleplads.
Ikke siden 2019 har Danmark stået i finalen.
Seks lande er partout sikret en plads på podiet. Det er Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, fordi de betaler den største del af gildet. Og så er sidste års vindernation, denne gang Ukraine, også garanteret en plads.
Finalen sendes på DR1 lørdag.