Jurassic park: Fup eller fakta?
Den nyeste film i serien om Jurrasic Park har netop haft premiere, og det kan man mærke i Givskud Zoo, hvor interessen for dinosaurer er større end nogensinde
Den fjerde Jurassic Park film, Jurassic World, har netop haft premiere i biograferne, og igen kan alle dino-elskere nyde synet af dinosaurer i ”levende live”. Og uvægerligt spørger man nok sig selv, om filmen er realistisk? Hvor meget er fakta, og hvor meget er fiktion? Det samme gælder når man i Givskud Zoo står ansigt til ansigt med de enorme og frygtindgydende modeller. Så tænker man, kan det da virkelig passe, at de har levet?
Der er meget, man ved om dinosaurer, og mindst lige så meget, man ikke ved. Alligevel er man i Givskud Zoo ret sikker på, at filmskabet bag Jurassic Park har taget sig visse kreative friheder for at gøre filmene mere spændende. Biolog Kim Skalborg Simonsen har arbejdet indgående med dinosaurer i forbindelse med åbningen af Givskud Zoos nye dinosaurpark, og han har kigget på nogle af filmenes beskrivelser af dinosaurer:
– I den første Jurassic Park-film bliver en computernørd angrebet af en lille Dilophosaurus med halskrave og en giftspyttende mund, fortæller Kim Skalborg Simonsen. – Hverken halskrave eller gift er nogensinde fundet hos Dilophosaurus, og desuden var den meget mindre i filmen end i virkeligheden. Formodentlig var den gjort mindre, så den ikke virkede farligere end filmens store ”skurk”, Velociraptor. Vi viser en Dilophosaurus i den rigtige størrelse i vores park, og her kan man tydeligt se, at filmudgaven er alt for lille.
Velociraptor var alt for stor
I den første Jurassic Park-film var det velociraptors eller “raptors”, der var de virkeligt farlige dinosaurer, men der var lige noget med størrelsen:
– En Velociraptor var blot en halv meter høj, da den levede! I stedet er det nok en Deinonychus, der har lagt ”udseende” til de farlige ”raptors”, men dens navn var lidt svært at udtale. I vores dinosaurpark kan man se hele tre Deinonychus i færd med at angribe en Iguanodon. Her kan man også se, at Deinonychus sandsynligvis har haft fjer. Det samme gjaldt for Velociraptor. Dette vidste man ikke, da man lavede den første Jurassic Park-film, og man har altså valgt at beholde det fjerløse udseende i efterfølgerne.
Tyranosaurus Rex er en af de gennemgående dinosaurer i Jurassic Park-filmene. Især pointen med, at T. Rex ikke havde et særligt godt syn, er skudt helt ved siden af.
– Men i virkeligheden havde T. rex et fantastisk syn, forklarer Kim. – Og en fremragende lugtesans. Så hvis du står ansigt til ansigt med en T. rex, så håb, at du gør det i Givskud Zoo, hvor du kan nøjes med at blive brølet ad.
Kloning slet ikke muligt i dag – eller nogensinde
Et af de bærende elementer i Jurassic Park-filmene er kloning ved hjælp af DNA. Også her har filmskaberne været opfindsomme, fastslår biologen fra Givskud Zoo:
– Det, at klone dinosaurerne, er ikke bare noget, der ligger langt ude i fremtiden. Der er en god chance for, at det aldrig kommer til at ske. DNA har en halveringstid på godt 500 år. Det betyder, at der efter 500 år kun er halvdelen tilbage. Og selv under de helt rigtige forhold – hvis DNA’et har ligget koldt – vil det være umuligt at finde noget efter 1,5 mio år. Så efter 65 mio. år – så længe er det siden de sidste dinosaurer døde – er der absolut intet tilbage. I filmen løser de problemet ved at fylde ”hullerne” i dinosaur DNA’et, med DNA fra frøer. Det giver ikke nogen større mening biologisk, da fugle og krybdyr begge er meget nærmere beslægtet med dinosaurer end frøer. Men valget er nok foretaget ud fra et spændingsmæssigt synspunkt. For i filmen er alle dinosaurerne hunner, så man er sikker på, de ikke yngler. Men det viser sig, at nogle af dem skifter køn… en egenskab nogle frøer besidder.
– Så når alt kommer til alt, må vi nok nøjes med de computerskabte modeller, vi kan se i film. Og så selvfølgelig full scale modeller i parker som Givskud Zoo. Og selv om filmskaberne har taget sig nogle friheder, glæder jeg mig som alle andre dino-fans rigtig meget til at se den nye film. Fascinationen af dinosaurer deler vi, slutter Kim Skalborg Simonsen.