Juncker vil have magtfulde næstformænd
Hollands tidligere udenrigsminister får en særlig rolle som højrehånd for EU’s kommissionsformand.
Den nye EU-kommission får syv magtfulde næstformænd – heriblandt hollandske Frans Timmermans – som særlig højrehånd for kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Det oplyser Juncker på et pressemøde onsdag i Bruxelles.
Timmermans får særligt ansvar for bedre lovgivning, forholdet mellem EU’s institutioner og respekten for retsstaten og EU’s charter for grundlæggende rettigheder.
Den kommende udenrigschef, italienske Federica Mogherini, er selvskrevet til en anden af næstformandsposterne.
Derudover vil Juncker give næstformandsposter – såkaldte projektledere – med særligt ansvar for at koordinere arbejdet i kommissionen til fire tidligere regeringsledere fra Finland, Estland, Litauen og Slovenien samt til den bulgarske hidtidige kommissær for udviklingsbistand.
/ritzau/