Julesalget koksede: Selskabet bag Fætter BR konkurs

Julesalget gik ikke som forventet, og Top-Toy, der ejer Fætter BR, kan ikke fortsætte.

Fætter BR-selskabet lukker. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Top-Toy, der er selskabet bag blandt andet Fætter BR-kæden i Danmark, er erklæret konkurs. Det skriver Børsen på sin hjemmeside, og selskabets administrerende direktør bekræfter over for avisen realiteten.

Den 21. december godkendte kreditorer og den danske domstol ellers den rekonstruktionsplan, som Top-Toy havde fremlagt efter et katastrofalt årsregnskab, der kunne fremvise en milliardnedskrivning. Top-Toy er forsøgt solgt – men uden held.

– Vi var kommet langt, havde fået godkendt vores plan og har arbejdet i døgndrift på at skabe rammerne for en rekonstruktion af TOP-TOY, men i dag må vi erkende, at vi på grund af et svigtende julesalg ikke længere er i stand til at fortsætte rekonstruktionen, udtaler Top-Toys administrerende direktør Per Sigvardsson i en pressemeddelelse.

Processen med at afhænde så mange aktiver som muligt er nu iværksat.

– Vi begynder nu en dialog med kreditorerne om, hvordan boet skal håndteres. Vi kan dog oplyse, at visse butikker vil holde åbent, så kunder kan bytte varer til andre varer til udgangen
af december, siger advokat Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert. Han er sammen med John Sommer Schmidt fra Gorissen Federspiel udpeget som kurator.

På Fætter BR og Toys R Us’ hjemmeside kan forbrugere finde oplysninger om, hvilke butikker der holder åbent.

Powered by Labrador CMS