Julekalender-stjerne afslører

Skuespiller Bebiane Ivalo Kreutzmann, der endnu en gang er med i DR's populære julekalender "Tidsrejsen", laver noget helt andet til hverdag

Offentliggjort

Bebiane Ivalo Kreutzmann: Fra Skuespiller til Pædagog

  • Bebiane Ivalo Kreutzmann, kendt fra DR's julekalender 'Tidsrejsen', har en hverdag langt fra rampelyset, hvor hun studerer til pædagog og arbejder som pædagogmedhjælper. Hun har altid haft en passion for at arbejde med børn.
  • Selvom hun har skiftet studiebøgerne ud med manuskriptet til 'Tidsrejsen 2', nyder hun at vende tilbage til rollen som Sofie, som hun spillede for ti år siden. Tilfældet ville, at hun mødte instruktøren Poul Berg i en kø i Netto, hvilket sikrede hendes tilbagevenden til serien.
  • Julekalenderen giver hende et tiltrængt pusterum fra verdens kriser og bringer hende tættere på hendes egne juletraditioner, som hun husker fra sin barndom med sine bedsteforældre. Hun værdsætter især de grønlandske traditioner, der har formet hendes kærlighed til julen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hverdagen ligger langt fra de skrå brædder og en plads foran de rullende kameraer for julekalenderstjernen Bebiane Ivalo Kreutzmann.

Den 26-årige skuespiller læser nemlig til pædagog, og ved siden af studiet arbejder hun som pædagogmedhjælper.

- Jeg har altid elsket at arbejde med børn, fortæller hun.

Lige for tiden har Bebiane Ivalo Kreutzmann dog kortvarigt skiftet studiebøgerne ud med manuskriptet til dette års DR-julekalender, "Tidsrejsen 2".

Mere end en million så med 

Ti år efter, at den første "Tidsrejsen" udkom, spiller Bebiane Ivalo Kreutzmann endnu en gang Sofie i den populære julekalender, der ifølge DR blev set af mere end en million danskere tilbage i 2014.

- Jeg havde ikke regnet med det. Jeg havde lagt det helt bag mig og tænkte ikke, at der ville komme en to'er, så det var sjovt at få den mulighed igen, siger hun.

Karakteren Sofies plads i julekalenderen blev sikret, efter at Bebiane Ivalo Kreutzmann tilfældigt stødte på julekalenderens instruktør og hovedforfatter, Poul Berg, i en kø i Netto.

For Bebiane Ivalo Kreutzmann har det at lave en julekalender givet et tiltrængt afbræk i en svær tid med krige og kriser i verden.

- Det giver meget håb at få lov til at være i et univers, hvor alting ender godt, siger hun.

Velkendte ansigter som Kurt Ravn, Bebiane Ivalo Kreutzmann og Lars Knutzon toner frem på skærmen, når de ti år efter den første Tidsrejsen-julekalender spiller med i efterfølgeren "Tidsrejsen 2".

Tættere på virkeligheden 

I den første "Tidsrejsen" var Bebiane Ivalo Kreutzmann sammen med skuespiller Hannibal Harbo i front for fortællingen.

Her spillede de over for rutinerede navne som Søren Pilmark, Karen-Lise Mynster, Lars Knutzon og Kurt Ravn.

Denne gang kommer julekalenderen lidt tættere på virkeligheden for Bebiane Ivalo Kreutzmann, for hun spiller nemlig lærervikar på den skole, hvor de to nye hovedroller, Holly og Romeo, går.

Julekalenderen centrerer sig fortsat om en tidsmaskine, der gør det muligt at rejse frem og tilbage imellem årtierne.

Bebiane Ivalo Kreutzmann er ikke i tvivl om, hvad hun selv ville bruge en tidsmaskine til, hvis hun havde en.

- Jeg ville tage tilbage til den sidste jul, jeg havde med mine bedsteforældre. Det var, da jeg var ni år gammel. Det er det, jeg tænker på, når jeg tænker på jul, fortæller hun.

- Jeg ville generelt bare gerne rejse tilbage til tiden, hvor de levede, siger Bebiane Ivalo Kreutzmann.

Mere end en million seere fulgte i gennemsnit med, da Dixie og Sofie, spillet af Hannibal Harbo og Bebiane Ivalo Kreutzmann, tog afsted på tidsrejser til både det pangfarvede Dragør anno 1984 og til den noget mere dystre fremtid i 2044 i DR's julekalender "Tidsrejsen" fra 2014.

- For mig er det jul 

Bedsteforældrene betød noget helt specielt for Bebiane Ivalo Kreutzmann.

De holdt sammen på familien, og de har givet hende en helt særlig kærlighed til julen.

- Jeg elsker jul. For mig er det jul, lige så snart Halloween er ovre, siger hun.

Julen med bedsteforældrene rummede helt særlige traditioner, der stammer fra Grønland, fortæller hun.

- Vi åbnede faktisk altid gaver om morgenen, fordi halvdelen af vores familie er fra Grønland, og det gør vi der.

Det var dog en helt traditionel julemenu, der blev serveret til juleaftenerne hos Bebiane Ivalo Kreutzmanns bedsteforældre, og i dag er den klassiske andesteg med brun sovs hendes livret.

- Det spiser jeg faktisk flere gange om året, tilføjer hun med et smil.

Bebiane Ivalo Kreutzmann kan ses i rollen som Sofie i "Tidsrejsen 2", der sendes frem til juleaften på DR1 klokken 19.30.

På DRTV kan dagens afsnit ses allerede fra klokken 06.00 om morgenen.

Selv om at Bebiane Ivalo Kreutzmann har lagt skuespillet lidt på hylden til fordel for pædagogstudierne, har hun genoptaget rollen som Sofie i DR-julekalenderen "Tidsrejsen 2".
Powered by Labrador CMS