JP-blogger deler »bomben i turbanen« på Facebook
»Stadig mere aktuelt, stadig mere negligeret.«
Sådan skriver den danske journalist, debattør og blogger for Jyllands-Posten Mikael Jalving på Facebook, hvor han har delt Kurt Westergaards satiretegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.
Mikael Jalving har delt tegningen, der er blevet betegnet som den mest kontroversielle af Muhammed-tegningerne, i sympati med ofrene for onsdagens terrorangreb på det franske satireblad Charlie Hebdo, siger han ifølge pol.dk.
Det var Jyllands-Posten, der oprindeligt bragte Muhammed-tegningerne, som Charlie Hebdo senere genoptrykte. Satirebladet blev angrebet onsdag, hvor 12 personer blev slået ihjel. Angrebet menes at være motiveret af religiøs fanatisme.
»Der er også en rationel begrundelse i, at jeg har gjort det. Det er, at det her fortsætter jo. Hver gang er det enkeltstående begivenheder, som er sket i de sidste ti år, men der er et mønster; at terrorisme af denne her slags begås af yngre mænd med rod i islam. Det er ikke tilfældigt, for islam rummer en sådan fanatisme, hvis man læser den bogstaveligt i koranen eller dyrker den i de radikale miljøer i Europa,« siger Mikael Jalving ifølge pol.dk.
Mens Politiken, Information, Berlingske, Ekstra Bladet og BT torsdag har valgt i større eller mindre grad at bringe nogle af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet, har Jyllands-Posten fravalgt at genoptrykke tegningerne.
Ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen understreger over for jp.dk, at det ikke skyldes selvcensur, men at avisen »praktiserer en nødvendig omtanke«, da »Jyllands-Posten står i en helt særlig situation«.