Journalisterne skal have ny formand efter 16 år
Mogens Blicher Bjerregård genopstiller ikke som formand for Dansk Journalistforbund.
Efter 16 år som formand for Dansk Journalistforbund er det slut for Mogens Blicher Bjerregård.
Han har ifølge journalisten.dk meddelt forbundets hovedbestyrelse, at han ikke genopstiller.
– Mit fokus har flyttet sig de seneste år mod det internationale arbejde med pressefrihed, ophavsret og journalisters sikkerhed. Derfor giver det god mening, at jeg nu flytter med mit fokus, siger han til websitet.
57-årige Mogens Blicher Bjerregård blev i maj 2013 valgt som præsident for det europæiske journalistforbund EFJ, og her regner han altså med at bruge sine kræfter fremover.
Derudover skal han ud at finde sig et nyt job efter at have været formand på fuld tid.
– Jeg vil gerne arbejde med internationale medier og udvikling af forbund. Jeg har masser af tanker og idéer, siger han til journalisten.dk.
Mogens Blicher Bjerregård har været en af hovedkræfterne i arbejdet for en fusion med et andet fagforbund, Kommunikation og Sprog.
Den fusion er efter en længere debat dog sparket til hjørne.
/ritzau/