Journalist risikerer fængsel for kursmanipulation

Foto. Per Johansen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Byret skal afgøre, om skribent påvirkede aktiekursen i flere selskaber og derefter scorede gevinst.

En journalist er blevet tiltalt i en sag om kursmanipulation.

Det er Bagmandspolitiet, der har besluttet at rejse sagen mod manden, skriver Mediawatch mandag.

Journalistens forsvarer, advokat Christian Lundgren, bekræfter over for mediet, at tiltalen er blevet rejst, men ønsker ikke at gå i detaljer.

Det var tilbage i 2014, at det kom frem, at Bagmandspolitiet havde rejst sigtelse mod journalisten og dennes bekendte.

– Det her er en mindre sag, sagde den daværende vicestatsadvokat Henrik Helmer Steen.

Skribenten er beskyttet af navneforbud. I en stribe artikler havde han anbefalet sine læsere at købe aktier i små selskaber som en langsigtet investering.

Til sig selv havde han købt de samme papirer, inden hans artikler blev offentliggjort.

Men han opførte sig ikke præcis på den måde, han havde anbefalet læserne – kort efter solgte han nemlig til en højere kurs, fremgik det af den oprindelige mistanke.

Hans skriverier havde påvirket kursen, og det udnyttede han, har Bagmandspolitiet påstået. Angiveligt var fortjenesten på cirka 100.000 kroner.

Forsvareren vil ikke udtale sig om den præcise tiltale. Men til Ritzau oplyser han, at sagen først afgøres af Københavns Byret i 2016.

Den tiltalte nægter sig skyldig, men dømmes han, risikerer han at få frihedsstraf.

For tre år siden behandlede Højesteret en sag mod en redaktør, som var fundet skyldig kursmanipulation.

I hans tilfælde var fortjenesten cirka en million kroner. Umiddelbart stod han en straf på fængsel i et år, mente landets øverste domstol, men landede dog på grund af den tiltaltes personlige forhold på fængsel i otte måneder.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS