Jordskælv: En million mennesker evakueret i Chile
– Endnu en gang er vi nødt til at forholde os til et nyt, hårdt slag fra naturens kræfter, siger præsident.
Et jordskælv med en styrke på 8,3 har rystet Chile natten til torsdag dansk tid.
Skælvet ud for den chilenske kyst har kostet mindst fem mennesker livet og har resulteret i, at en million mennesker er evakueret i landet.
Det oplyser Chiles viceindenrigsminister, Mahmoud Aleuy, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han understreger, at tallene er foreløbige, og tilføjer, at mindst én person er savnet.
Naturens kræfter
Tidligere meddelte den chilenske præsident, Michelle Bachelet, at tre mennesker var omkommet efter det voldsomme jordskælv.
– Endnu en gang er vi nødt til at forholde os til et nyt, hårdt slag fra naturens kræfter. Desværre har vi fået oplysninger nu, der betyder, at vi kan konkludere, at tre mennesker er bekræftet døde, sagde hun i en tv-transmitteret tale ifølge Reuters.
Kraftigste i fem år
Jordskælvet er det kraftigste i Chile i fem år, og det udløste tsunamivarsel for både de chilenske kyster og kystområder langs Stillehavet.
De første bølger begyndte at ramme de chilenske kyster et par timer efter skælvet, oplyser den nationale redningstjeneste, Onemi, ifølge Reuters.
Bølgerne er op til 4,5 meter høje og har ramt byen Coquimbo, melder Chiles flåde.
Mindre tsunamibølger er skyllet ind over Valparaiso, Concon og en række andre chilenske byer, beretter nyhedsbureauet dpa.
Efterskælv
En række efterskælv med en styrke på over 6,1 rystede Chile i løbet af aftenen og natten lokal tid efter det første og mest voldsomme skælv, skriver USA’s geologiske tjeneste (USGS) på Twitter.
Præsident Bachelet vil i løbet af den kommende tid besøge de værst ramte områder i Chile, hvor flere kystbyer er blevet oversvømmet.
Skælvet har fået huse til at kollapse, mens veje er blevet blokeret af sten og murbrokker. Yderligere gik strømmen flere steder.
– Mange vægge er faldet sammen. Mange huse, særligt dem bygget af lersten, er styrtet i grus. Og folk er meget bange, siger Bernardo Leyton, borgmester i byen Canela nær jordskælvets epicenter, til radiostationen Bio Bio ifølge dpa.
Styrke på 8,4
USGS angiver skælvets styrke til 8,3, men ifølge det chilenske jordskælvscenter ramte jordskælvet med en styrke på 8,4.
Chile ligger på den såkaldte Ildring, hvor kontinentalpladerne mødes og forårsager kraftig vulkansk og seismisk aktivitet.
27. februar 2010 mistede omtrent 500 mennesker livet, da et skælv på 8,8 og en efterfølgende tsunami ramte landet.
/ritzau/