Jonas dybt frustreret: - Ren inkompetence!
Han er en af mange danskere, som ikke kan få hjælp her og nu
- Jeg har næsten kun et ord. Det er ren inkompetence!
Det grænser til det latterlige, at man med så stor en administration i Danmark, ikke engang finde ud af at udbetale 3.700 kroner.
Det mener Jonas Nielsen fra Bjerringbro, der er dybt frustreret.
Han er enlig forsørger og er en af de mange tusinde danskere, som får udsat sin varmecheck til august måned.
Det sker som konsekvens af, at energiminister Dan Jørgensen forleden meldte ud, at danskeren må vente med at få udbetalt omkring 3.750 kroner som hjælp til at reducere varmeregningen.
- Det burde simpelthen ikke være så svært for dem. Det rammer hårdt, fordi der i forvejen ikke kommer vildt mange penge ind i forhold til de prisstigninger, vi ser i dag, fortæller Jonas Nielsen til Newsbreak.dk.
Må slukke radiatorerne helt
Konsekvensen for Jonas Nielsen er ikke til at tage fejl af. Han må slukke radiatorerne i huset for at undgå en høj varmeregning.
- Jeg må jo nok rulle helt ned for radiatorerne fra april måned, hvor prisstigningerne for alvor træder i kraft. Vi kan se frem til en stigning på op mod 80 procent, så det kommer til at gøre ondt, forklarer han.
Sænk afgifterne
Tilbage sidder Jonas Nielsen og har en bøn til regeringen. Han foreslår, at man sænker afgifterne på el og varme, så regningen fremover ikke bliver nær så dyr.
- Jeg synes, man burde sænke afgifterne. Det er det eneste rigtige at gøre, synes jeg. Jeg kan godt se idéen i at hjælpe danskerne på den her måde, men det rammer jo alle danskere. Uanset om man har en høj eller lav løn, lyder det fra Jonas Nielsen.